HR. MØLLERs fem værdier – hvad synes du om dem?

Foto: Johathan Bjerg Møller

Politikens Niels Lunde laver en økonomisk analyse af HR. MØLLERs fem værdibud på Politikens Blog. Læserne kommenterer hvad de synes om dem? Læs her

Og nå ja – hvad synes DU?

DEMO-CRAZY Anmeldelse, kommentar af professor Tim Knudsen

DEMO-CRAZY ANMELDELSE
Kommentar af Tim Knudsen, professor ved Institut for Statskundskab, KU

Meget undrede mig i Politikens anmeldelse af den nye forestilling, Demo-Crazy d. 17.2. Min forundring gjaldt, at anmelderen ikke mente, at forestillingens præmis om, at den demokratiske deltagelse er faldende, holder. Anmelder Per Theil anfører som modbevis helt latterligt, at den professionelle meningsmager, chefredaktør Tøger Seidenfaden har udtalt et eller andet. Det er da et sølle tegn på folkelig deltagelse. Hvornår har DJØFeren Tøger Seidenfaden ikke udtalt sig om noget i en avis, som i øvrigt desværre har et faldende antal abonnenter? Som Viggo Hørup, Edvard Brandes, Ove Rode, Poul Henningsen og mange andre har gjort det før i Politiken. 

Men hvad med faldet i medlemstallet i de politiske partier fra 27 % til omkring 4% af vælgerne? Og at flertallet af disse er ældre og ret passive? Hvad med nedskæringen af medlemmer af kommunalbestyrelsen til ca. 25 % over 40 år?   Hvad med menighedsrådenes hensygnen? Hvad med at antallet af avis-abonnenter er faldet?  Hvad med, at de politiske partier er blevet professionaliserede og DJØFicerede? Hvad med at andelen af såkaldt almindelige mennesker i politik svinder?

De øvrige inferiøre eksempler, anmelderen anfører, er lige præcis eksempler på forskellige frustrerede demokrati-kunder, ikke engagerede medborgere, der er interesseret i almenvellet, men kun interesseret i, at deres lille Hassan er gået for nær. Særlig besynderligt er det, at anmelderen anfører hele balladen om Ungdomshuset som et eksempel på et vitalt deltagerdemokrati. For mig at se er det nu en tragisk og alt andet end forbilledlig demokratisk historie. Det var ikke lige det, som Hal Koch og andre fortalere for det aktive deltagerdemokrati drømte om.

Anmelderen spiller ubehageligt på, at instruktøren og nogle andre medvirkende er islændinge. Instruktøren er  derfor efter anmeldelsens opfattelse ikke værdig til at vurdere dansk demokrati. Hvilken dumdansk bedreviden anmelderen opbyder! Nu kan jeg tilfældigvis bevidne, at instruktøren har sat sig mere ind i det danske demokratis aktuelle situation end de fleste danskere. Åbenbart også mere end anmelderen.

…at turde spørge åbent til sig selv som teater og forestilling…

Teateranmelder Per Theil, Politiken, reflekterer mandag den 22. oktober i Politiken over de åbne diskussioner på XLOG i forbindelse med indlægget “Kuratortømmermænd efter ’Queer-première“: 

Til gengæld har ’Queer’ skabt en debat, som i sin form og sit indhold ikke er set før inden for dansk teater. Efter premieren gik Camp X ’s kurator, Ditte Maria Bjerg, ud på teatrets hjemmeside ( www.campx.dk) og skrev, at ’Queer’ ikke blev: »den gribende/rystende forvandlingsvarieté om familien Danmark, som undertitlen lover, og som jeg havde drømt om. For meget overflade, for lidt substans«.

Modigt sagt, men også dumt gjort? Falder Ditte Maria Bjerg dermed ikke sin instruktør, Kenneth Kreutzmann, i ryggen? Det er der nogle, der mener. En kunstnerisk kurator er ganske vist ikke selve teaterdirektøren , men en person, der er ansat for en afgrænset periode med henblik på at være en visionær inspirator, men alligevel: Hvordan kan en kurator offentligt undsige teatrets egne forestillinger?

Udmeldingen har affødt indlæg efter indlæg på Camp X ’s weblog, hvor både teaterdirektøren , professionelle kunstnere og teatrets publikummer har deltaget og stadig deltager: modsigelser og medsigelser! Debatten har været tolket som udtryk for intern uro, for ikke at sige åben splid på Camp X . Man kan også vælge at se debatten som noget af det bedste og mest levende, der er sket længe.

I stedet for at stikke hovedet i teaterbusken, eller fare i blækhuset, har Camp X åbnet for godteposen under devisen: Åbenhed er farligt, men dog befordrende for, dels hvad vi vil med teatret, dels hvordan vi fremover kan tale om teatret. Som anmelder skal jeg selv være den første til at medgive, at den hurtige kritik ikke altid er så god til at overskride sin egen vante retorik: duer, duer ikke. Ligesom teatrets reaktioner ikke er meget bedre, når det kommer til at svare igen på anmeldelsen: duer slet ikke!

Skænderier kan være ret pragtfuldt. Åben selvkritik, men uden at der går bibelsk rundkreds i den, kan vise sig at være endnu bedre; som en mulig vej til en mere kunstnerisk befordrende dialog: at turde spørge åbent til sig selv som teater og forestilling. Og hvad angår anmelderen: at turde tvivle om sine egne udsagn.