You are currently browsing the tag archive for the 'Per Theil' tag.
DEMO-CRAZY ANMELDELSE
Kommentar af Tim Knudsen, professor ved Institut for Statskundskab, KU
Meget undrede mig i Politikens anmeldelse af den nye forestilling, Demo-Crazy d. 17.2. Min forundring gjaldt, at anmelderen ikke mente, at forestillingens præmis om, at den demokratiske deltagelse er faldende, holder. Anmelder Per Theil anfører som modbevis helt latterligt, at den professionelle meningsmager, chefredaktør Tøger Seidenfaden har udtalt et eller andet. Det er da et sølle tegn på folkelig deltagelse. Hvornår har DJØFeren Tøger Seidenfaden ikke udtalt sig om noget i en avis, som i øvrigt desværre har et faldende antal abonnenter? Som Viggo Hørup, Edvard Brandes, Ove Rode, Poul Henningsen og mange andre har gjort det før i Politiken.
Men hvad med faldet i medlemstallet i de politiske partier fra 27 % til omkring 4% af vælgerne? Og at flertallet af disse er ældre og ret passive? Hvad med nedskæringen af medlemmer af kommunalbestyrelsen til ca. 25 % over 40 år? Hvad med menighedsrådenes hensygnen? Hvad med at antallet af avis-abonnenter er faldet? Hvad med, at de politiske partier er blevet professionaliserede og DJØFicerede? Hvad med at andelen af såkaldt almindelige mennesker i politik svinder?
De øvrige inferiøre eksempler, anmelderen anfører, er lige præcis eksempler på forskellige frustrerede demokrati-kunder, ikke engagerede medborgere, der er interesseret i almenvellet, men kun interesseret i, at deres lille Hassan er gået for nær. Særlig besynderligt er det, at anmelderen anfører hele balladen om Ungdomshuset som et eksempel på et vitalt deltagerdemokrati. For mig at se er det nu en tragisk og alt andet end forbilledlig demokratisk historie. Det var ikke lige det, som Hal Koch og andre fortalere for det aktive deltagerdemokrati drømte om.
Anmelderen spiller ubehageligt på, at instruktøren og nogle andre medvirkende er islændinge. Instruktøren er derfor efter anmeldelsens opfattelse ikke værdig til at vurdere dansk demokrati. Hvilken dumdansk bedreviden anmelderen opbyder! Nu kan jeg tilfældigvis bevidne, at instruktøren har sat sig mere ind i det danske demokratis aktuelle situation end de fleste danskere. Åbenbart også mere end anmelderen.
[Kamilla Bach Mortensen har henvendt sig til Camp Xs kurator Ditte Maria Bjerg og har selv givet tilladelse til at bringe indlægget her på bloggen - i forkortet form. Vi vælger at bringe Kamilla Bach Mortensens tanker, fordi vi netop ser alle jer, der kommer til Camp Xs forestillinger, aktioner og events som DELTAGERE i udviklingen af vores internationale samtidsteater.]
Kære Per Theil,
Jeg er rystet, over din anmeldelse af Forced Entertainments “The World in Pictures”, men er vel på en måde glad for, at du erkender, at du ikke fattede en hujende fis af, hvad der foregik og vælger at udstille det så tydeligt i din anmeldelse. Faktisk er jeg i tvivl om, hvor vidt det kan kaldes en anmeldelse, da det faktisk er en tilståelse af, at du for længst er stået af. Jeg er ikke teaterteoretiker, og vil derfor ikke begynde at belære dig om det postdramatiske teater, men du må dog trods alt have hørt om, at der faktisk er sket noget siden 1973 og Kirsten Delholm (som jeg respekterer, men som efter min mening har et andet projekt, arbejder i en anden form og en anden æstetik end Forced Entertainment).
Du efterlyser i din anmeldelse nogen, der så noget, som du ikke evnede at se. Her er, hvad jeg oplevede og fik ud af forestillingen The World in Pictures:
Teatret skal minde os om vores liv, det skal skabe historie og sammenhæng. The World in Pictures en af de største, vigtigste og rørende historier jeg har fået fortalt i lang tid. Det er længe siden, at teater har begejstret mig på den måde og mindet mig om, hvor fantastisk og bevidsthedsudvidende et medie teater er. Forestillingen var for mig en fysisk oplevelse, som har bundfældet sig til noget, der også gør mig klogere, fordi den faktisk har gjort min egen verdens billeder tydeligere og skarpere. Herefter gennemspiller hele ensemblet verdenshistorien i store træk for os, vi starter som huleboer, vi er lige kommet op på to ben, og herfra vakler vi fremad, igennem tiderne. Vi oplever The World in Pictures…
…fik mig til at tænke og se mig selv…Forestillingen fik mig til at se mig selv. Mit liv. Mit ansvar meget tydeligt. Den fik mig til at sætte pris på det, jeg har nu. Det jeg ser nu. Og den fik mig til at tænke på, hvordan jeg gerne vil have det om et år. Hvem jeg gerne vil have omkring mig, ja helt patetisk, hvem der skal vide, at jeg elsker og værdsætter dem.
Lige siden har jeg set billeder og sanset på en anden måde. Efter at have set forestillingen fandt jeg mig selv på en bænk, hvorfra jeg så min helt private version af The World in Pictures udspillet live foran mine øjne af mennesker, der skulle nå bussen, på arbejde, købe ind og duer på Frederiksberg rådhus, som var i konstant bevægelse. Det udvidede min egen fornemmelse af tid og rum. Det er jo det liv, jeg skal værdsætte hver dag i den korte tid, det får lov til at vare.
Hvordan skal fremtiden se ud?
Vi er kommet så langt, og alligevel er vi ikke kommet længere. Vi ved ikke, hvad der skal ske, og det hele går så stærkt og imens, at det hele løber ud af vores hænder, føler jeg, at det eneste vi kan gøre er, at se på dem vi kom med. Huske hvor vi kom fra og spørge os selv, hvordan vi vil have, at det skal være om et år? Vil jeg stadig have denne person ved min side, og hvad skal jeg gøre for det? Vil jeg have, at mit liv skal blive på det her spor, eller skal jeg ændre det? Vil jeg have, at verden skal se sådan her ud om et år… om 5 år? Hvad kan jeg selv gøre for, at det bliver sådan, som jeg gerne vil have det – Bare det at jeg stopper op og spørger mig selv, hvordan vil jeg gerne have det, er stort, for det gør, at jeg kan ændre det eller holde fast på det.
“She is just acting”
Der fortælles med humor og alvor. Der er momenter af uendelig skønhed og sårbarhed; en kvinde i blå kjole i en efterårsskov. En mand der løber gennem hvirvlende sne. Det øjeblik i historien hvor alle levede i lykkelig uvidenhed om de kommende verdenskrige. De formår konstant at pege på, at det er teater, men udvikler alligevel relationer og små historier. F.eks. får vi af vide ”she is just acting” når – kan ikke huske, hvad hun hedder – slår sig selv ihjel gentagne gange, det fede er, at døden ikke helt ved, hvordan han skal reagere på det. Hver gang hun skriger og dolker sig selv, er døden parat til at hente hende, men når hun så rejser sig igen, sætter han sig skuffet ned, og man fornemmer klart, at døden synes, at nu må hun lige tage en beslutning og er stadig usikker på om hvorvidt, hun er død og skal hentes, eller om hun bare spiller. Ja, hun spiller bare, hun leger bare, men en dag bliver det alvor for os alle sammen.
…vi ER inkompetente og kiksede…
Spillestilen understregede historien. Det var nødvendigt, at de spillede det sådan, for som mennesker er vi inkompetente og kiksede. Vi ødelægger ting, vi falder over vores egne ben i vores bestræbelser på at gøre det så godt som muligt. Nogle gange sker det at vi påstår, at vi gør det så godt, vi kan, men vil hellere fake lidt og spise chips. Det skal vi tænke over. Vi kan ikke huske, hvordan det hele hænger sammen, om Jesus havde en frugtkrans eller en tornekrans om sit hoved, og hvorfor det nu var sådan med ham. Vi glemmer Kina i farten og ved ikke hvad, der kommer lige om lidt. Hvad der venter os af katastrofer. We are lost. It is the dark ages. Sneen falder. Vi danser.
Og imens vi falder, passerer billeder, begivenheder og mennesker forbi. Billeder der sætter sig fast i vores hoveder; en skjorte vi engang havde på, en kat der betød noget for os, som var blød og varm, en telefon der aldrig ringede eller ringede midt om natten, og fortalte os det mest forfærdelige. En ødelagt bil ”here, something went wrong”. Der var en dag, hvor en man kendte slet ikke kom hjem igen.
En verden i fald og forandring
Til sidst [red.: i forestillingen] kom manden fra starten igen og bad os om at huske, hvor vi var en time før forestillingen begyndte, hvordan vi kom hen til teatret, hvad vi så på vores vej, om vi kunne huske ansigtet på ham, der tog imod vores billet. Han mindede os om, at om et år kunne det være, at vi ikke længere snakkede med den person, vi havde fulgtes med i teatret i aften. Om 5 år ville mindst en af de tilstedeværende i salen højst sandsynligt ikke være her mere. Om 100 år ville vi alle være døde. Om 200 år ville vi være glemt. Om 500 år ville det sprog, vi taler nu ikke længere eksistere. København vil en dag ikke længere findes. Verden som vi kender den, vil se anderledes ud. Der er ikke noget vi kan gøre ved det, vi er født, vi er sprunget, men vi kan gøre os umage for at se så meget som muligt på vores vej ned.
Tilværelsen mellemrum er de vigtige
Poul Joakim Stender skrev i Politiken i lørdags: ”Livet skal være en lang fest, og en dag opdager vi til vores store forbavselse, at livet ikke er en lang fest. Der er kommet et tomt mellemrum ved siden af os. En, vi elsker, er forsvundet. Men vi fattede ikke, det kunne ske, fordi mellemrummene, der skulle fortælle os, at vi ikke er vort lives egen direktør, blev borte”. (Tilværelsens mellemrum er de vigtige):
Det er alt for sjældent, at teater skaber det mellemrum. Det lykkedes for Forced Entertainment. Jeg håber det vil ske oftere, og at det vil lykkes dansk teater selv at skabe de mellemrum. Og jeg håber, Per Theil, at du til den tid i det mindste vil forsøge at se forestillingen.
Venlig hilsen
Kamilla Bach Mortensen
Teateranmelder Per Theil, Politiken, reflekterer mandag den 22. oktober i Politiken over de åbne diskussioner på XLOG i forbindelse med indlægget “Kuratortømmermænd efter ’Queer-première“:
Til gengæld har ’Queer’ skabt en debat, som i sin form og sit indhold ikke er set før inden for dansk teater. Efter premieren gik Camp X ’s kurator, Ditte Maria Bjerg, ud på teatrets hjemmeside ( www.campx.dk) og skrev, at ’Queer’ ikke blev: »den gribende/rystende forvandlingsvarieté om familien Danmark, som undertitlen lover, og som jeg havde drømt om. For meget overflade, for lidt substans«.
Modigt sagt, men også dumt gjort? Falder Ditte Maria Bjerg dermed ikke sin instruktør, Kenneth Kreutzmann, i ryggen? Det er der nogle, der mener. En kunstnerisk kurator er ganske vist ikke selve teaterdirektøren , men en person, der er ansat for en afgrænset periode med henblik på at være en visionær inspirator, men alligevel: Hvordan kan en kurator offentligt undsige teatrets egne forestillinger?
Udmeldingen har affødt indlæg efter indlæg på Camp X ’s weblog, hvor både teaterdirektøren , professionelle kunstnere og teatrets publikummer har deltaget og stadig deltager: modsigelser og medsigelser! Debatten har været tolket som udtryk for intern uro, for ikke at sige åben splid på Camp X . Man kan også vælge at se debatten som noget af det bedste og mest levende, der er sket længe.
I stedet for at stikke hovedet i teaterbusken, eller fare i blækhuset, har Camp X åbnet for godteposen under devisen: Åbenhed er farligt, men dog befordrende for, dels hvad vi vil med teatret, dels hvordan vi fremover kan tale om teatret. Som anmelder skal jeg selv være den første til at medgive, at den hurtige kritik ikke altid er så god til at overskride sin egen vante retorik: duer, duer ikke. Ligesom teatrets reaktioner ikke er meget bedre, når det kommer til at svare igen på anmeldelsen: duer slet ikke!
Skænderier kan være ret pragtfuldt. Åben selvkritik, men uden at der går bibelsk rundkreds i den, kan vise sig at være endnu bedre; som en mulig vej til en mere kunstnerisk befordrende dialog: at turde spørge åbent til sig selv som teater og forestilling. Og hvad angår anmelderen: at turde tvivle om sine egne udsagn.
