You are currently browsing the tag archive for the 'Mærsk' tag.
spørger Politikens erhvervskommentator Niels Lunde. I aften, tirsdag den 2. december, er han gæst ved et debatarrangement efter forestillingen DEN SØMAND HAN MÅ LIDE. Og hvad tænker du? Hvad tænker du om Mærsk-forestillingerne på Teater Camp X?
http://politiken.tv/nyheder/analyse/article596883.ece
Erhvervskommentator Niels Lunde udtaler sig om krisen på Esplanaden på Politiken.tv…
Netstifinderen Anders Pollas har fanget et fantastisk rammende foto, der siger: I LOVE MÆRSK!!!
Stemningen er koncentreret til prøverne på forestillingen DEN SØMAND HAN MÅ LIDE, der har premiere 31. oktober på Rialto. De fem skuespillere er godt igang med at finde deres indre Mærskmedarbejder frem under de noble jakkesæt og bevæger sig hjemmevant rundt på scenen under instruktion af Petrea Søe. På et tidspunkt beder hun dem om at bevæge sig ”som om I går i mudder”.
Under dagens prøver skal de fem ledere fra hver deres Mærskafdeling mødes for første gang på teambuildingskursus, og det er et møde, der sætter gang i lattermusklerne hos os, der har fået lov til at kigge forbi prøverne: Én af medarbejderne nærmest falder ned af trappen på vej ind til mødet, to andre støder sammen i indgangen og de to sidste aner ikke, hvad de skal gøre af sig selv og deres alvorlige miner. Der er dømt pinlige situationer, store fysiske armbevægelser og en forventning om, at det her, det bliver godt.
…jeg bladrer lidt i Euroman hos en ven og ser så den karakteristiske syvtakkede hvide stjerne på lyseblå baggrund – MÆRSK STJERNEN! En velfriseret herre i lyseblåt står og smiler til mig. Han ser venlig, men måske også en smule kedelig ud. Det indrømmer Nils Smedegaard Andersen, at han er. Euroman har interviewet chefen for landets største virksomhed A.P. Møller-Mærsk. Han er den fjerde leder i kongerækken efter A.P. Møller, Mærsk Mc-Kinney Møller og Jess Søderberg. Og det er ham, der skal føre imperiet på Esplanaden ud af en historisk krise.
Èn af hans klassekammerater fra Marselisborg Gymnasium siger om ham: “Han var hverken markant eller tromlende. Ikke specielt stræbsom og ikke mere arbejdsom end os andre. Mest af alt en gennemsnitsperson. Eller måske var han lidt mere reserveret, og så havde han en god selvtillid. Men vi var jævnt kedelige allesammen.”
Men ellers afsløres der nu ikke særligt meget om personen Nils Smedegaard. Han fører åbenbart samme tilbagetrukne, lidt hemmelige stil, som Mærsk. Måske fordi Nils Smedegaard holder fokus på firmaet og i interviewet fremstilles han også som en usædvanligt kompetent erhvervsleder, der ikke ønsker at spilde tiden.
Hvad er det der får os til at interessere os for en mand, der fører et meget stille og roligt liv – på grænsen til det kedelige? En mand, der opererer inden for noget så relativt usexet som shipping, olieproduktion og skibsbyggeri. Hvorfor bringer Euroman et interview med ham? Svaret ligger lige for – han er jo chef for Danmarks største virksomhed. Han løfter arven efter en imponerende kongerække. Han skal føre en gammeldags, traditionsrig virksomhed ind i moderne organisationskultur. Og Nils Smedegaards strategiplan for A.P. Møller-Mærsk er at fokusere på indtjeningen frem for på størrelsen.
Det er imponerende med mennesker, der lever så disciplineret, målrettet og i dette tilfælde så stilfærdigt uden noget behov for at gøre opmærksom på sig selv. Det er fascinerende med firmaets mand, der med sikker autoritet styrer landets største virksomhed…uden at jeg helt kan sætte fingeren på, hvad det lige præcis er, som fascinerer.
Dagen byder på prøvestart for Hr. Møller-forestillingen. Vi sidder forventningsfulde omkring bordet, hvor en svag duft af nye papirkopier understreger det nye i situationen. Daniel Wedel har skrevet et dokumentarisk stykke om Danmarks egentlige konge Mærsk McKinney Møller – Hr. Møller. Jeg havde på forhånd store forventninger, for jeg havde set Daniels sidste stykke “Det lille hus på Grønland”, som spillede på Bådteatret i maj. Den forestilling handlede i høj grad om den almenmenneskelige krise for det moderne, civiliserede menneske, der har marginaliseret det vilde, barbariske. Og efterlod spørgsmålet: Er vi ved at civilisere os selv ihjel? Forestillingen indeholdt en kritik af kolonimagten Danmark, der, som civiliserede barbarer, erobrede for egen vindings skyld – et komplekst emne, som dramatiker Daniel Wedel udfoldede meget underholdende. Og det må siges at være en styrke hos denne dramatiker, at han faktisk kan indfange komplekse emner i en underholdende form, uden at emnet mister værdi. Måske fordi han holder sig på et almenmenneskeligt værdiniveau.
Det bærende i Hr. Møller-manuskriptet er had-kærlighedsforholdet til FAR. Alle der har været i forbindelse med Hr. Møller enten frygter eller beundrer den ældre herre. I en scenografi (Nikolaj Trap), der lægger op til slapstick, står en gruppe mennesker og venter på at få et interview med Hr. Møller. Alle kender de Hr. Møller og både elsker og frygter ham. Hvem kommer han til at tale med? Hvem spiller egentligt hr. Møller? Dertil kommer, at Hr. Møller også er historien om den sidste feudalherre – den sidste patriark.
Læseprøven slutter – det regner, men folk virker lettede og glade. Der er masser af gods i manuskriptet, som der nu skal arbejdes videre med samtidigt med, at skuespillerne går i gang med prøverne.
Camp X har fået en ny kaptajn, Litten Hansen, når vi nu sejler ud med Mærsk her i efteråret. Solbrændte og sommerudhvilede møder Camp X-mandskabet op denne første dag. Så er der afgang for en ny sæson og allerede på onsdag er der prøvestart på Hr. Møller. Allerede om en måned kommer tyske Rimini Protokoll til København med Call Cutta in a Box. Jeg var vildt begejstret for sidste års Rimini-forestilling på Metropolis Cargo Sofia-Copenhagen. Her sad vi i en lastbil og blev kørt rundt i København altimens vi hørte fortællingen om et lastvognskartel og så København fra alle mulige forskellige sider, som jeg aldrig havde oplevet før. Det var noget helt særligt.
Jacob Møller Overgaard, der arbejder på Louisiana Kunstmuseum og er iblandt Camp X’s campister, var så heldig at få én af de sidste billetter, da forestillingen i sidste måned var i Berlin. Han beskriver oplevelsen: Call Cutta in a Box er telefon-teater fra Indien til Europa. I Berlin sad jeg i et tomt kontorlokale i en stor kontorbygning. Og i Calcutta sad Dickey Banjerjee på sit arbejde i en virksomhed, der laver telemarketing for vestlige selskaber og hvor de ansatte oplæres i at tale engelsk uden accent, så de vestlige forbrugere ikke opdager, at deres hotline besvares fra den anden side af jorden. Fra Dickey ringede mig op på telefonen, til jeg lagde på igen, var alt planlagt i detaljer. Han var meget klart ikke skuespiller, men han havde rollen som ham, der sørgede for, at vi gik nøje et dramaturgisk planlagt forløb igennem. Til dagligt arbejder han som call service-medarbejder, og vi talte sammen i en times tid, mens han bl.a. – fra Calcutta! – lavede mig en kop te, over telefon viste mig rundt på mit nye kontor. Vi talte om os selv, vores arbejde, vores drømme, og han sang endda også en lille sang. På den ene side personligt og intimt, og på den anden side klart artikuleret dramaturgi, løbende afbrudt af, at Dickey fortalte, at vi nu var færdige med den ene scene og gik videre til den næste. Effektfuldt teater, og ikke teater overhovedet.”
Og det kendetegner netop Rimini Protokoll, at de fortæller hverdagen og gør ‘almindelige mennesker’ til en slags hverdagens helte. Jeg glæder mig…
