You are currently browsing the tag archive for the 'demo-crazy' tag.
Camp X skaber og præsenterer scenekunst under betegnelsen Internationalt samtidsteater. Vi tager vores funktion som et nyt alternativ på den danske scene alvorligt. Camp X skal udfordre teaterbegrebet, være spydspids, udvikle og arbejde internationalt. Det gør vi 24-7.
SAMTIDSTEATRET
Vi har allerede rigtig meget godt teater i Danmark. Vi har teatre, der behandler den nye danske dramatik mere eller mindre virkelighedsnært, nyfortolker klassikere, udvikler skrako, eksperimenterer med musikdramatik og senest også nycirkus.Camp X erklærer sig imidlertid i familie med dét samtidsteater (contemporary theatre!), der udgør et dybt spor i den vestlige kultur uden for Danmark. Det er en gren af teatret, som vi har svært ved både at forstå og acceptere i København. Det har betydet, at Robert Wilson først fik sit danske gennembrud i 2002, med hjælp fra Tom Waits i øvrigt. Robert Lepage kom ikke rigtigt ind i varmen før i 2005, da han kom på banen med H.C. Andersen. Volksbühnes Castof var her i 2005 – igen med Andersen. Disse kunstnere kommer til København lang tid efter, de har været direkte eksponent for kunstnerisk nybrud.
Andre kunstnere har vi sendt den anden vej – ud ad Danmark. Den schweiziske instruktør Stefan Bachmann måtte i 2002 opgive sin kontroversielle opsætning af Hamlet på Det Kongelige Teater. Anders Paulin blev hylet ud af Danmark efter en kollektiv nedsabling af hans ”En Skærsommernats Drøm” og ”Mefisto”. Forestillinger, der i dag har mytisk status i store dele af det professionelle teatermiljø. ”En skærsommernats Drøm” blev i øvrigt inviteret til at åbne den tyske festival Theater der Welt, og ”Mefisto” blev senere genopsat på Deutches Schauspielhaus i Hamborg.
DEN DANSKE HJEMMEBANE
Det er utroligt synd for det københavnske teaterliv. Vi går glip af markante internationale produktioner og vi udelukkes for muligheden for at arbejde med de nyskabende kunstnere. På den danske hjemmebane kræver det mod og dygtighed af professionelle kunstneriske at bryde med konventionen inden for en institution som Camp X, der er underlagt stramme strukturelle begrænsninger, og hvor opmærksomheden er optimal. Det er imidlertid teatrets præmis. Heldigvis er der mange modige og dygtige kunstnere, som gerne vil udfordres, som vil deltage i en udviklingsproces (!) og som ønsker at udveksle med kolleger fra ind- og udland.
Det kræver til gengæld intet mod at afmelde det, man ikke kender til eller ikke umiddelbart kan aflæse, og i stedet gribe til hån og spot. Det kræver intet mod at afvise det, man ikke umiddelbart bryder sig om eller kan ikke se meningen med.
MVH
Direktør Mette Hvid Davidsen og Kurator Ditte Maria Bjerg
DEMO-CRAZY ANMELDELSE
Kommentar af Tim Knudsen, professor ved Institut for Statskundskab, KU
Meget undrede mig i Politikens anmeldelse af den nye forestilling, Demo-Crazy d. 17.2. Min forundring gjaldt, at anmelderen ikke mente, at forestillingens præmis om, at den demokratiske deltagelse er faldende, holder. Anmelder Per Theil anfører som modbevis helt latterligt, at den professionelle meningsmager, chefredaktør Tøger Seidenfaden har udtalt et eller andet. Det er da et sølle tegn på folkelig deltagelse. Hvornår har DJØFeren Tøger Seidenfaden ikke udtalt sig om noget i en avis, som i øvrigt desværre har et faldende antal abonnenter? Som Viggo Hørup, Edvard Brandes, Ove Rode, Poul Henningsen og mange andre har gjort det før i Politiken.
Men hvad med faldet i medlemstallet i de politiske partier fra 27 % til omkring 4% af vælgerne? Og at flertallet af disse er ældre og ret passive? Hvad med nedskæringen af medlemmer af kommunalbestyrelsen til ca. 25 % over 40 år? Hvad med menighedsrådenes hensygnen? Hvad med at antallet af avis-abonnenter er faldet? Hvad med, at de politiske partier er blevet professionaliserede og DJØFicerede? Hvad med at andelen af såkaldt almindelige mennesker i politik svinder?
De øvrige inferiøre eksempler, anmelderen anfører, er lige præcis eksempler på forskellige frustrerede demokrati-kunder, ikke engagerede medborgere, der er interesseret i almenvellet, men kun interesseret i, at deres lille Hassan er gået for nær. Særlig besynderligt er det, at anmelderen anfører hele balladen om Ungdomshuset som et eksempel på et vitalt deltagerdemokrati. For mig at se er det nu en tragisk og alt andet end forbilledlig demokratisk historie. Det var ikke lige det, som Hal Koch og andre fortalere for det aktive deltagerdemokrati drømte om.
Anmelderen spiller ubehageligt på, at instruktøren og nogle andre medvirkende er islændinge. Instruktøren er derfor efter anmeldelsens opfattelse ikke værdig til at vurdere dansk demokrati. Hvilken dumdansk bedreviden anmelderen opbyder! Nu kan jeg tilfældigvis bevidne, at instruktøren har sat sig mere ind i det danske demokratis aktuelle situation end de fleste danskere. Åbenbart også mere end anmelderen.
Verden afhænger af øjnene, der ser og sådan er det også med verdenshistorien. Magasinet FOREIGN POLICY beskriver global politik, økonomi og ideer. De har bl.a. set på den europæiske historiefortælling om kapitalisme, som de mener er præget af socialistisk pessimisme. Artiklen giver god mening for dem, der vil gå mere i dybden med temaerne for Camp X’s nye forestilling DEMO-CRAZY, der behandler forholdet mellem marked, demokrati og det europæiske melodi grand prix.
Artiklens manchet indleder: “In France and Germany, students are being forced to undergo a dangerous indoctrination. Taught that economic principles such as capitalism, free markets, and entrepreneurship are savage, unhealthy, and immoral, these children are raised on a diet of prejudice and bias. Rooting it out may determine whether Europe’s economies prosper or continue to be left behind.”
Se også youtube-fortællingen om den lille kapitalistko, der kom på nettet i forbindelse med valgkampen 2007.
