You are currently browsing the tag archive for the 'Åbenhed' tag.
Teateranmelder Per Theil, Politiken, reflekterer mandag den 22. oktober i Politiken over de åbne diskussioner på XLOG i forbindelse med indlægget “Kuratortømmermænd efter ’Queer-première“:
Til gengæld har ’Queer’ skabt en debat, som i sin form og sit indhold ikke er set før inden for dansk teater. Efter premieren gik Camp X ’s kurator, Ditte Maria Bjerg, ud på teatrets hjemmeside ( www.campx.dk) og skrev, at ’Queer’ ikke blev: »den gribende/rystende forvandlingsvarieté om familien Danmark, som undertitlen lover, og som jeg havde drømt om. For meget overflade, for lidt substans«.
Modigt sagt, men også dumt gjort? Falder Ditte Maria Bjerg dermed ikke sin instruktør, Kenneth Kreutzmann, i ryggen? Det er der nogle, der mener. En kunstnerisk kurator er ganske vist ikke selve teaterdirektøren , men en person, der er ansat for en afgrænset periode med henblik på at være en visionær inspirator, men alligevel: Hvordan kan en kurator offentligt undsige teatrets egne forestillinger?
Udmeldingen har affødt indlæg efter indlæg på Camp X ’s weblog, hvor både teaterdirektøren , professionelle kunstnere og teatrets publikummer har deltaget og stadig deltager: modsigelser og medsigelser! Debatten har været tolket som udtryk for intern uro, for ikke at sige åben splid på Camp X . Man kan også vælge at se debatten som noget af det bedste og mest levende, der er sket længe.
I stedet for at stikke hovedet i teaterbusken, eller fare i blækhuset, har Camp X åbnet for godteposen under devisen: Åbenhed er farligt, men dog befordrende for, dels hvad vi vil med teatret, dels hvordan vi fremover kan tale om teatret. Som anmelder skal jeg selv være den første til at medgive, at den hurtige kritik ikke altid er så god til at overskride sin egen vante retorik: duer, duer ikke. Ligesom teatrets reaktioner ikke er meget bedre, når det kommer til at svare igen på anmeldelsen: duer slet ikke!
Skænderier kan være ret pragtfuldt. Åben selvkritik, men uden at der går bibelsk rundkreds i den, kan vise sig at være endnu bedre; som en mulig vej til en mere kunstnerisk befordrende dialog: at turde spørge åbent til sig selv som teater og forestilling. Og hvad angår anmelderen: at turde tvivle om sine egne udsagn.
Berlingske Tidende har i dag en artikel om Camp X’s web blog, og den debat, der kører her for tiden. Under overskriften ”Camp X kritiseres indefra” prøver artiklen at piske en stemning op om intern uro og splid på Camp X ud fra at vores kurator har beskrevet sin relation til forestillingen Queer, og hvordan hendes egne forventninger blev mødt.
Det er selvfølgelig ikke rigtigt. Dittes indlæg har pt. affødt 19 gode kommentarer, der forholder sig både til forestillingen og til hvordan man som publikum spiller med, med sine egne forventninger. Overvejelser om hvordan man kan vurdere og tale om en forestilling. Den tilbagemelding havde vi aldrig fået, hvis ikke nogen havde investeret sine holdninger. Hvis vi skal udvikle teatret bliver vi nød til at skabe et sprog, så vi kan tale om forestillingerne på en måde, som rækker ud over præmissen: dur/duer ikke, som rækker ud over om vi fik tilfredsstillet vores begær efter at blive optimalt mødt på vores forventninger eller ej. Det kræver selvfølgelig at vi selv åbner for posen og deler ud af vores tanker og overvejelser. Noget lander mere elegant end andet, men det er vejen frem. Den er ikke altid rar eller specielt kommunikativ korrekt i forhold til gældende praksis. Men den gældende praksis tror vi så heller ikke så meget på i længden
Den første uge på bloggen og de noget voldsomme reaktioner specielt udenfor bloggen (som f.eks. Sara-Ibens artikel i Berlingeren), viser at åbenhed åbenbart ikke er noget vi er vant til i teatret. En kurator er teatret selvfølgelig heller ikke vant til, da vores er den første af slagsen. Kan en kurator give intern kritik i den fulde offentlighed en blog er? Mit svar er selvfølgelig JA. Er det en offentlig standret? NEJ selvfølgelig er det ikke det. Tilbagemelding er en super vigtig opgave hos kuratoren. For der hvor en kunstnerisk leder har (og ved vi alle ofte bruger) muligheden for at styre en anden kunstners projekt i den ønskede havn, kan kuratoren som nævnt så mange gange før, bl.a. vifte med den lysende kunstneriske fakkel og vise vejen frem. Men kuratoren kan og skal ikke intervenere det kunstneriske projekt. Derfor er kuratoren i sin fulde ret til at sige: Der nåede I sgu ikke så langt, som jeg havde forventet! Og så kan vi tale om det…
Derfor er det næste skridt at bruge X-bloggen til at komme videre i afsøgningen af, hvordan vi kan komme ud over dur/duer ikke retorikken. Hvordan får vi den brugbare udveksling på banen, så vi bliver klogere på teatrets udvikling? Klogere på hvordan vi taler om vores eget arbejde, om publikums oplevelse, og måske også om, hvorfor det er så farligt at åbne posen….
