You are currently browsing the category archive for the '"QUEER"' category.
Landskampen konverterede til en retssag. En jury med Adrian Lloyd Hughes (DR2) i spidsen som Juryformand forholdt sig til de forskellige vidneudsagn.
Dommen blev tosidig:
1. Den Svenska finansministern Anders Borg döms till att, i linje med sin uttalade feminism, se till att det inom ett år är lika lön mellan könen i Sverige.
2. Den danske ligestillingsminister Karen Jespersen dømmes til 1 dags samfundstjeneste i Stockholm:
Et besøg hos Jämo, den svenske Ligestillingsombudsmand
Og en session hos Johannes.
Hør argumenterne og se hvordan den svenske skoleelev Johannes definerer feminisme.
skriver de blandt andre i Politiken (fredag den 30. november).
Gyldendal er i butikkerne med to eventyrbøger til henholdsvis drenge og piger, Politikens Forlag er på banen med en drengebog respektiv en pigebog med inspiration til leg, og endelig har selvsamme forlag sendt håndbogen “Frøken Flora” på gaden, hvor der er gode råd om dyneluftning, pletfjerning og rengøring.
»Det er grotesk. Udviklingen, vi har set med kønsopdelt børnetøj, ja, selv til babyer, slår nu igennem i litteraturen, og når bøgerne kommer ud i butikkerne og på bibliotekerne, ligger der en slags kanonisering af disse kønsstereotyper«, siger lektor Karen Sjørup fra Roskilde Universitetscenter.
Hvordan opdrager du dine børn?
Karen Sjørup er vidne i aftenens “Landskamp i Ligestilling“.
I dag i information er der en artikel om den netop udgivne svenske antologi “Könskrig”. Antologien er redigeret af Elin Alvemark og Tove Leffler. Sidstnævnte kommer til Danmark og deltager onsdag den 5. december i ‘Landskamp i Ligestilling’ på Camp X Rialto.
Det er underligt, hvor naturligt det er at tale om feminisme i Sverige. Blandt andre har tidligere statsminister Göran Persson svaret ja til at være feminist under en valgkamp. I Danmark er det stadig et skældsord. Se for eksempel anmeldelserne på Rikke Andreasens bog “Der er et yndigt land – medier, mennesker og danskhed”, hvor dét at hun er erklæret feminist bliver en del af kritikken mod bogen. Weekendavisens Helle Broberg Nielsen skyder med skarpt efter feministen Leonora Christine Skovs indvendinger imod en skarp anmeldelse. Helle Broberg Nielsen karakteriserer gennem sit “replik”-indlæg Leonora Christine Skov som “en rimelig velforsørget hjemmegående husmor med en kreativ hobby (…) med et helt rimeligt behov for en god hårklipning og lidt designer-kluns i ny og næ.” Helle Broberg konkluderer, at dette billede ikke hænger sammen med hendes forståelse af personlig autonomi.
Hvorfor mistænkeliggøre feminisme?
Men måske er et endnu vigtigere spørgsmål, hvorfor feminisme overhovedet skal mistænkeliggøres og hvorfor der er så mange fordomme imod dette begreb? Og kvinder partout afskrives som besværlige, hvis de rejser spørgsmål omkring køn og ligestilling. Samtidigt kan det også blive anstrengende, hvis feminisme kommer til at handle om at slå mændene hjem og overtage deres strategier. Uanset kritikken af “Könskrig”, så har antologien fat i en vigtig pointe:
“Vi er alle en del af en struktur. Hvad kan vi gøre for at forandre os? (…) Vores bog er en krig – ikke mod manden eller kvinden, men mod de konstruktioner og mod det billede af kønnet, der forhindrer os i at gøre, hvad vi vil. (…) Det var aldrig meningen, at det kun skulle være for kvinder. Hele projektet handler jo om at nedbryde barrierer.”
Elin Alvemark og Tove Leffler afslutter interviewet i Information med en undren over, at det hele stadig handler så meget om køn. Det skulle mere handle om at være frie individer.
3 uger er gået siden jeg lagde hovedet på blokken og var ærlig – både omkring forestillingen Queer og omkring min rolle som kurator. Har næsten fået hugget hovedet af af nogle “det er det dummeste nogen nogensinde har gjort i dansk teater” og fået buketter af roser fra andre “endelig, endelig kan vi lufte vore tvivl, vore processer, vores fejlbarlighed”.
Når jeg læser bloggen nu, er jeg stolt over, at det er lykkedes at få en egentlig forestillingsdebat i gang – som i hvert fald jeg har lært meget af. Og jeg kan se, at det ikke var ligefrem strategisk at lufte mine overvejelser om hvilken rolle kurator skal have, for who cares? Der skal bare komme noget skidegodt teater ud af det, og det kunne forstås som ansvarsfralæggelse.
Bottomline (som det hedder i girafsproget):
Jeg tror fuldt og fast på, at vores tumleri omkring nye kunstneriske ledelsesformer er vigtig og brugbar – også for andre teatre. Og vi er på Camp X blevet klogere på den pipeline, der skal etableres mellem kurator og de enkelte forestillinger. Blev meget inspireret af symposiet på Rialto i går med Richard Foreman – og det efterfølgende manifest om et open-source teater (tak til Gritt Uldall-Jessen og Henrik Vestergaard).
Og ligesom dette manifest taler om nødvendigheden af materialedeling og videndeling, så tror jeg altså på nødvendigheden af kritikdeling….
Roger over from me!
Teateranmelder Per Theil, Politiken, reflekterer mandag den 22. oktober i Politiken over de åbne diskussioner på XLOG i forbindelse med indlægget “Kuratortømmermænd efter ’Queer-première“:
Til gengæld har ’Queer’ skabt en debat, som i sin form og sit indhold ikke er set før inden for dansk teater. Efter premieren gik Camp X ’s kurator, Ditte Maria Bjerg, ud på teatrets hjemmeside ( www.campx.dk) og skrev, at ’Queer’ ikke blev: »den gribende/rystende forvandlingsvarieté om familien Danmark, som undertitlen lover, og som jeg havde drømt om. For meget overflade, for lidt substans«.
Modigt sagt, men også dumt gjort? Falder Ditte Maria Bjerg dermed ikke sin instruktør, Kenneth Kreutzmann, i ryggen? Det er der nogle, der mener. En kunstnerisk kurator er ganske vist ikke selve teaterdirektøren , men en person, der er ansat for en afgrænset periode med henblik på at være en visionær inspirator, men alligevel: Hvordan kan en kurator offentligt undsige teatrets egne forestillinger?
Udmeldingen har affødt indlæg efter indlæg på Camp X ’s weblog, hvor både teaterdirektøren , professionelle kunstnere og teatrets publikummer har deltaget og stadig deltager: modsigelser og medsigelser! Debatten har været tolket som udtryk for intern uro, for ikke at sige åben splid på Camp X . Man kan også vælge at se debatten som noget af det bedste og mest levende, der er sket længe.
I stedet for at stikke hovedet i teaterbusken, eller fare i blækhuset, har Camp X åbnet for godteposen under devisen: Åbenhed er farligt, men dog befordrende for, dels hvad vi vil med teatret, dels hvordan vi fremover kan tale om teatret. Som anmelder skal jeg selv være den første til at medgive, at den hurtige kritik ikke altid er så god til at overskride sin egen vante retorik: duer, duer ikke. Ligesom teatrets reaktioner ikke er meget bedre, når det kommer til at svare igen på anmeldelsen: duer slet ikke!
Skænderier kan være ret pragtfuldt. Åben selvkritik, men uden at der går bibelsk rundkreds i den, kan vise sig at være endnu bedre; som en mulig vej til en mere kunstnerisk befordrende dialog: at turde spørge åbent til sig selv som teater og forestilling. Og hvad angår anmelderen: at turde tvivle om sine egne udsagn.
Mark Linn (Skuespiller X) og Jan (Publikum X) svarer på spørgsmålet “Hvordan ville du ha’ det, hvis din mor fik en kønsskifteoperation?” i denne video om “Queer”. Hvad med dig? Hvad ville du ha’ det? Og hvad hvis det var din far?
Queer-video er lavet af Verdens Mindste Tv
Berlingske Tidende har i dag en artikel om Camp X’s web blog, og den debat, der kører her for tiden. Under overskriften ”Camp X kritiseres indefra” prøver artiklen at piske en stemning op om intern uro og splid på Camp X ud fra at vores kurator har beskrevet sin relation til forestillingen Queer, og hvordan hendes egne forventninger blev mødt.
Det er selvfølgelig ikke rigtigt. Dittes indlæg har pt. affødt 19 gode kommentarer, der forholder sig både til forestillingen og til hvordan man som publikum spiller med, med sine egne forventninger. Overvejelser om hvordan man kan vurdere og tale om en forestilling. Den tilbagemelding havde vi aldrig fået, hvis ikke nogen havde investeret sine holdninger. Hvis vi skal udvikle teatret bliver vi nød til at skabe et sprog, så vi kan tale om forestillingerne på en måde, som rækker ud over præmissen: dur/duer ikke, som rækker ud over om vi fik tilfredsstillet vores begær efter at blive optimalt mødt på vores forventninger eller ej. Det kræver selvfølgelig at vi selv åbner for posen og deler ud af vores tanker og overvejelser. Noget lander mere elegant end andet, men det er vejen frem. Den er ikke altid rar eller specielt kommunikativ korrekt i forhold til gældende praksis. Men den gældende praksis tror vi så heller ikke så meget på i længden
Den første uge på bloggen og de noget voldsomme reaktioner specielt udenfor bloggen (som f.eks. Sara-Ibens artikel i Berlingeren), viser at åbenhed åbenbart ikke er noget vi er vant til i teatret. En kurator er teatret selvfølgelig heller ikke vant til, da vores er den første af slagsen. Kan en kurator give intern kritik i den fulde offentlighed en blog er? Mit svar er selvfølgelig JA. Er det en offentlig standret? NEJ selvfølgelig er det ikke det. Tilbagemelding er en super vigtig opgave hos kuratoren. For der hvor en kunstnerisk leder har (og ved vi alle ofte bruger) muligheden for at styre en anden kunstners projekt i den ønskede havn, kan kuratoren som nævnt så mange gange før, bl.a. vifte med den lysende kunstneriske fakkel og vise vejen frem. Men kuratoren kan og skal ikke intervenere det kunstneriske projekt. Derfor er kuratoren i sin fulde ret til at sige: Der nåede I sgu ikke så langt, som jeg havde forventet! Og så kan vi tale om det…
Derfor er det næste skridt at bruge X-bloggen til at komme videre i afsøgningen af, hvordan vi kan komme ud over dur/duer ikke retorikken. Hvordan får vi den brugbare udveksling på banen, så vi bliver klogere på teatrets udvikling? Klogere på hvordan vi taler om vores eget arbejde, om publikums oplevelse, og måske også om, hvorfor det er så farligt at åbne posen….
Medsig og modsig efterlyste jeg og det har jeg sgu fået – TAK!!!
Specielt til Benjamin og Andrea, der står på scenen hver aften – og alligevel er generøse nok til ikke bare at give den hovne kurator fingeren, og HURRA for dit forslag Benjamin om en efterfølgende Queer session, der tager ideen om evaluering alvorligt – glæder mig.
Og så kuratorrollen, Oktavia og Frej: Hvorfor har det været så vanskeligt for de større teatre at fastholde sig selv som kunstneriske institutioner fremfor forestillingsfabrikker? Hvorfor halter det danske institutionsteater bagefter i forhold til det internationale teater? Og hvorfor er det ikke lykkedes for de større teatre at være i omdrejningshøjde med samtidskunsten? Og allermest centralt, hvorfor er det med EN ENKELT UNDTAGELSE, Betty, ikke lykkedes disse teatre at spille en rolle, socialt og politisk – dvs. være en naturlig agent/samtalepartner i den virkelighed, vi befinder os i ?
Hvis teaterlederne ikke bare har været nogle idioter, ligger problemet måske i selve ledelsesrollen. Vi har set den ene efter den anden af kunstneriske ledere, der i arbejdet med det administrative, økonomiske og produktionsmæssige har glemt det kunstneriske, glemt det internationale, glemt virkeligheden.
Teaterdirektøren med kurator er et forsøg på at afprøve en anden model. Det springende punkt, som Camp X står lige midt i, er så, hvor langt der skal være fra de fine ord og dagsordener, som en kurator udkommer med – til det enkelte produkt teatret udkommer med. Vi er ca. 1/3 inde i vores første 100 dage, og normalt vurderer man jo ikke nye regeringer før efter 100 dage! MEN fordi jeg som kurator er mig meget bevidst om mit ansvar og lissom Frej VIL ha’ at Camp X blir’ en succes, har jeg valgt allerede nu at melde min vurdering ud:
I forhold til vores 3 første kunstneriske produkter, teater2go, Xstallationen af RACA på Rialto og BRYD workshop har kuratormodellen vist sig at fungere optimalt: Jeg har udstukket retningslinierne og peget på samarbejdspartnere og derfra har dramaafdelingen haft ansvaret.
Alle 3 initiativer er blevet overraskende og MEGET forskellige succeser, BRYD er intet mindre end en nyskabelse (du har ret Benjamin i at man ikke kan “bestille” en nyskabelse).
Men i forhold til forestillingerne mener jeg, vi har taget fejl og må revurdere, for jeg mener ikke denne afstand fungerer der: Jeg mener, at kuratorens kompetencer skal udnyttes i forhold til alle egenproducerede forestillinger – ja det er her modellen skal vise sin eksistensberettigelse: For det må være i samspillet med de kunstnere, kuratoren har været med til at pege på, at disse kunstnere også selv får tilført noget. Hvis kuratoren ikke kan tilføre forestillingen noget, kunne forestillingen have spillet hvorsomhelst.
P.S. Frej, så vidt jeg ved har Camp X ikke brugt ordet virkelighedsteater, og at mange er blevet inspireret af, at vi som de første valgte at kalde Camp X for et internationalt samtidsteater, er vi smigrede over. Og hvad et samtidsteater så er, og hvilken europæisk teaterfamilie vi dermed melder os ind i, den må vi tage i næste runde – har du læst vores bud på Camp X hjemmesiden?
Ja! Jeg har stillet rammerne og temaet for forestillingen. Nej! Jeg har ikke haft noget med processen at gøre – og Ja! Jeg skal være ærlig om, hvad jeg mener om forestillingen, men min kritik retter sig ikke mod Kenneth, men teatret…og Ja! Jeg er teatret, men alligevel ikke. Kanonudfordring denne kuratorrolle!!!
Nå, men Camp X og kurator skal være ÆRLIGHED og TROVÆRDIGHED: Jeg synes, Queer er blevet en fest, et brag, en event, en sprængning af Aveny - men ikke den gribende/rystende forvandlingsvarieté om Familien Danmark, som undertitlen lover, og som jeg havde drømt om. For meget overflade, for lidt substans. Camp X skal også allervigtigst være udveksling og dialog, så pleeease, modsig mig, medsig mig…
Tømmermænd efter Queerpremiere: 1000 tak for sidst til hele holdet for en varm premiere og bagefter ret mange gin/tonics og hejs og cigaretter i den hotte, coole Camp X cafe på Rialto. Hold kæft hvor har I knoklet og hvor er I, Kenneth, Ida og hele holdet sindssygt dygtige!!!
Søde modige Sandra, bløde/hårde BenjaminSisterPaula, Ulla med den enorme karisma, Andrea Dejlige P, der får hele salen til at lege med, Marc med den vildeste stemme, dygtige Cesar og alle jer andre jeg ikke engang ved, hvad hedder. Jeg håber, I får nogle skønne forestillinger med masser af dansende publikum.
