You are currently browsing the category archive for the '"NORMAL"' category.
2H på Ørestad Gymnasium vandt billetter til premièren på “NORMAL”. De har fået til opgave at skrive en anmeldelse af forestillingen. Læs med og kommenter eventuelt med din holdning om forestillingen.
ANMELDER: Malte Gaarde, 2H-Ørestad Gymnasium:
Normal – pik og kusse
Vi træder ind i den charmerende lille sal i Rialto teatret. Aftenens scene er malet skrigende gul, og vi bliver budt velkommen af to tissemænd og to tissekoner. Jeg må indrømme, at jeg blev overrasket, og tog mig selv i en lidt teenageagtig ”håhå pik og kusse” fnisen.
Når vi er kommet på plads, giver de respektive kønsdele os en gang seksualundervisning, og forsvinder fra scenen. Som de forlader os bliver det elektroniske Justice-hit ”Phantom” banket ud til publikum, og sender en glædesbølge over de dansevante tilskuere. De fire skuespillere kommer tilbage og viser sig at være to mænd og to kvinder, der spiller stereotype gymnasieelever til eftersidning. Scenen er mørk og én efter én fokuserer vi på skolens babe, richkid (pige), geek (dreng) og sportsfyr. De fire sætter sig på hver deres karakteristiske måde bag bordene i eftersidningslokalet, og forsigtigt bygger de samtaler op.
Alt hvad de fire uartige elever siger og gør bygger alene på dokumentaristisk materiale opnået gennem interviews, chats og blogging. Det er måske også årsagen til at stykket fungerer ualmindelig troværdigt, og mindre fordomsfuldt end jeg er vant til blandt teatersykker og film med en ung målgruppe. Stykkets handling er nærmest ikke-eksisterende, og underholdningen bygger på umiddelbart meningsløs small-talk om … Ja, pik og kusse. Samtalen bliver sommetider erstattet af drømmeagtige scener med dæmpet belysning, der illustrerer de seksuelt forstyrrede teenageres fantasier. I disse udfald på realismen boller de to mænd, og på et andet tidspunkt skyder nørden alle de andre. ”DØØØØØØ”.
Tilbage til virkeligheden; baben og sportsfyren går ud og knepper på toilettet, og i mellemtiden for vi igen lov at hilse på kønsdelene. Denne gang oplever jeg ikke nogen chok-effekt og undervisningen i onani bliver en lille smule plat, og det er i det hele taget meget nemt. Alt for nemt faktisk, og jeg krummer tær.
”Dvuuuu dvu dvu dvu dvuuuuuuu” – ”Phantom” bringer glæden tilbage.
De fire elever kommer tilbage og sætter dig pænt bag deres borde. Der har været meget fjendskab mellem dem, men som stykket skrider frem bliver det mere og mere tydeligt, at de skal ende som venner, som det sker i filmen Breakfastclub fra firserne, de må siges at være kraftigt inspireret af.
Med hjem får vi til sidst et vaskeægte, og meget sødt stykke poesi fra pigen med de rige forældre; ”Måske er det sådan, at når man bliver voksen, så dør ens hjerte”. Godt jeg ikke er voksen endnu.
Jeg giver stykket tre stjerner ud af fem. En for baben, en for richkid’en og en for sportsfyren. Geeken får ikke en for ham er der ikke nogen, der gider være ven med.
Det største våben, vi har i kunsten, er ærlighed. Jeg vil gerne lægge ud med at sige tak for Queer og tak til hele holdet bag. Og så straks derefter gå videre til sagens kerne. Når en forestilling bliver kritiseret, som “QUEER” blev af Ditte Maria Bjerg, er det ikke en kniv i ryggen på instruktøren, hele holdet bag eller bare dumt. Det er derimod en ærlighed, der skal sikre Camp X ´s troværdighed. Internt og eksternt. For forestillingen har sgu for meget overflade og for lidt substans. Dermed er det jo ikke sagt, at den ikke er seværdig, for det er den sgu og langt mere end så mange andre forestillinger, jeg har været så uheldig at være tilskuer til i årets løb. Det er jo ikke en kritik af et helt livsværk, eller et langt virke som kunstner, men en kritik præcist isoleret til denne forestilling og dens præmis og bør ikke kunne ryste nogen i deres grundvold. Hvorfor så offentligt? Fordi det forpligter langt mere. Det gør os langt mere ansvarlige og fjerner snakken i krogene. At det er offentligt gør netop, at man må være mere velovervejet i sit udsagn.
Skuespillere er IKKE små porøse glasbobler
Det virker heller ikke som om `spillerne´ har et problem med Ditte Maria Bjergs udtalelse. Hvorfor så alligevel dette “drama”. Vi er ikke små porøse glasbobler, der går i stykker ved den mindste stemme, der betvivler vores udtryk. Fuck det. Hvis der er noget denne XLOG har vist, så er det, at vi netop har brug for ærlighed. Vi har brug for at råbe højere, kræve retten til at være uenige og der igennem at finde et nyt stærkere fælles beat. En ærlighed der skubber os fremad og fjerner dét, der ikke bidrager optimalt. Vi skal dumme os, have nye øjne på, der påpeger, hvis tingene ikke udvikler sig ideelt, eller når budet er direkte dårligt. Vi skal også ændre ting 2 minutter efter lukketid, fordi helheden ikke blev skarp nok. Det kan vi kun, hvis vi er hudløst ærlige, tilsidesætter os selv for historiens bedste, og så endeligt kalder en spade for en spade.
Handskerne af i Camp X regi
Så ja, nu er handskerne taget af i Camp X regi og heldigvis for det. Vi skal ikke pakke os ind i pænhed. Det er der simpelthen ikke tid til, hvis vi skal nå derhen, hvor det rykker. Jeg har i lang tid savnet Jens Jørgen Thorsen, spejdet efter nogen, der ville male med pikken -og derved fremprovokere en ny dialog. Ditte, du har netop dyppet din i malerspanden. TAK og HURRA for fanden! I samme åndedrag vil jeg gerne fjerne ordet angst fra skuespillerfagets ordbog. Sådan er det bare!
Og sidst men ikke mindst vil jeg gerne sende en stor buket ELSK til Farnaz og hele den medbragte svenske Mafia. Vi savner jer på “NORMAL”, nu da hverdagen er vendt tilbage.
Det er den sidste uge inden première på NORMAL. Vi har prøvepublikum hver aften og det bli’r lidt bedre for hver gang. Stress, selvfølgelig, men det er også lige præcis stress, man behøver den sidste uge. For at udfordre sig selv, ta’ et skridt mere og ikke bare være tilfreds. At fordybe sig… Det er den sidste uge, at de bedste ændringer og strygninger laves. Ikke fordi at man ta’r noget væk som ikke fungerer, men mere fordi at man ser klart, hvordan forestillningen skal bli’, hvilken type den er, hvilket temperament den har, hvilken linie den følger. Tydeliggøre, fordybe sig, forfine. Det er mine sidste uges-ord.
Møder med Pressen
Jeg er blevet interviewet af Berlingske, Politiken, Urban og DR2. Og igår var iByens TV-redaktion her (red.: på Camp X Rialto) og filmede en scene. Det er altid svært med presse og medie… Det er et fantastisk godt middel at nå ud med forestillningen, at gøre vores potentielle publikum opmærksom på, at der findes en forestilling, som de får lyst til at komme og se. Men jeg synes, det er så svært at snakke om sig selv, og det er tit dét, journalisterne vil. Jeg tænker altid, at der er vel ingen, der er interesseret i MIG. De er interesseret i forestillingen og så prøver jeg altid kun at snakke om den. Men sådan bli’r det ikke, for journalisterne stiller altid personlige spørgsmål. Jeg svarer og så er vi tilbage ved mit liv…
Instruktørens farvel
I dag havde vi vores sidste produktionsmøde og i går efter prøverne sagde Mads plutsligt: “Men Farnaz, du skal forlade os!” Det er så mærkeligt med teater. Man arbejder hårdt, sammen og fælles og så efter premièren forsvinder instruktøren. Herefter skal skuespillerne og teknikerne køre videre. Egentlig er det jo efter premièren, det interessant sker: Nemlig mødet med publikum. Det er dette møde, der definerer og skaber forestillingen. Uden publikum, ingen teater. Men så er jeg der ikke til at se, hvordan værket interagerer med sit publikum. Det er jo selvfølgelig dét, vi har vores testpublikum til, men alligevel… Jeg kan se med lidt misundelse på instruktøren Ariane Mnouchkine og hendes Theatre de Soleil. Hun er med på hver eneste forestilling. Det er hende, som lukker publikum ind. Og netop dét at hun er med hver aften gør, at forestillningen også kan udvikles og forandres under spilleperioden. Det ville være fantastisk at arbejde sådan på et tidspunkt. På den anden side er det også ret skønt at slippe taget om forestillingen. Det er jo også vigtigt, at spillerne føler, at det er deres forestilling. For det er dem, der skal spille forestillingen hver aften. Det er dem, der skal forsvare den og sine karakterer – og hvis de ikke tror på, hvad de gør så bli’r det ikke godt! Det er i hvert fald min erfaring.
Det københavnske teaterliv
Så – på måndag er jeg tilbage i Stockholm, min hjemby som jeg både hader og elsker på samme tid. Det har været dejligt med disse måneder i “exil”, at få perspektiv på livet derhjemme, at komme til at savne det der, som man hader, når man er i byen. Og så har jeg jo forelsket mig i København – jeg håber virkelighed, jeg får mulighed for at komme tilbage til København! Det eneste jeg har problemer med her (og det er jo en rimelig stor ting, eftersom det er mit arbete), det er de københavnske teatre. Hvorfor al denne ironi, distance og billig humor? Visst har jeg set fine ting på teatrene, men det er jo lidt sigende, at det bedste jeg set i København blev instrueret af en svensk (SANDHOLM på Mungo Park, instruktion Moqi Simon Trolin) men jeg synes tit, at det er så unødigt ironiskt, og den distance gør, at jeg ikke tror på karaktererne, og det føles somom stykket undskylder for sig selv. Somom man ikke tør MENE noget for ALVOR!? Derfor blev jeg glad for Ulla Henningsens sang i QUEER, hvor Andrea Vagn Jensens karakter tog kampen videre – det var for alvor og det kunne mærkes.
Så, nu er det tid til prøve!
Farnaz Arbabi, instruktør
Forestillingen “NORMAL” er et udsnit af unges liv. Den handler om dét at være ensom og at ville søge fællesskab med andre. Den handler om dét, som alle unge tænker på…nemlig kærligheden. Dét at være produkt af ens samtid, ens forældre, klassekammeraterne…hvordan finder man sin egen identitet?
”Måske er det sådan, at når man vokser op, så dør ens hjerte…”
Tilde Maja, “Normal”
MADS
TILDE MAJA
PATRICIA
ALEXANDRE
TILDE MAJA OG ALEXANDRE
Nogle fotos fra vores tidlige prøver med Normal, hvor skuespillerne improviserer skole-situationen ud fra deres karakterer.
Det er kedeligt at gå i skole…
Og så hade vi en dags kostume-workshop med vores kostumedesigner Lena Lindgren, hvor skuespillerne fandt på forskellige karakterer ud fra det tøj, de tog på. De kunne vælge mellem at presentere en normal, en unormal eller en queer karakter. Kan I gætte hvilken som er hvad?
Tilde Maja
Patricia
Alexandre
Tilde Maja
Mads
Patricia
Efter tre uger i prøvesal kunne vi så endelig flytte ind på Rialto, den sorte scene. Men skarpe øjne kan se scenografi-modellen på bordet foran Tilde Maja, og den er alt andet end sort…
Tilde Maja, Mads, Patricia
Farnaz Arbabi, instruktør
Farnaz Arbabi er instruktør på ungdomsforestillingen “Normal“, der har première den 26. oktober på Camp X. Hun vil blogge om forestillingens proces her på XLOG. Følg med, kommentér og skriv til… Her er allerførst et kort introduktionsinterview:
Normal – en ungdomsforestilling
Ungdomsforestillingen ’Normal’ er nu lidt over midtvejs i prøverne. Farnaz Arbabi fortæller: ”Først har vi leget rigtigt meget, improviseret og produceret en masse materiale blandt andet ved at skuespillerne har skrevet tekstbidder. Danmarks Pædagogiske Universitet har lavet interviews med en række unge og disse interviews har dannet udgangspunkt for opbygningen af karakterer og handling i forestillingen ’Normal’”.
Collager af dokumentar og fiktion
Farnaz Arbabi og dramaturg Ib Tunby Gulbrandsen har lavet manuskript til en collage-forestilling, hvor den røde tråd er fire unge, der mødes til eftersidning på skolen. Det endelige manuskript er en blanding af improvisationer, interviews og løsrevne tekster – altså fiktion og dokumentar der fletter sig ind i hinanden.
At være teenager
Forestillingens grundlæggende projekt er at undersøge, hvordan det er at være teenager. Farnaz Arbabi ønsker at skabe en slags utopisk parallelunivers, hvor unge føler sig accepterede uanset, hvordan de er, og hvordan de opfatter verden. Der skal være en forståelse af, at man ikke behøver at gøre som samfundets normer fortæller én, som ens forældre siger eller det samme som ens venner gør. Identitet og seksualitet optager én vældigt meget, derfor indeholder forestillingen også mange fantasier og drømme, hvor der er plads til at være helt unormal. I forestillingen er der en del referencer til ungdomsfilmen ”Breakfast Club” og her er et sigende citat for hele den identitetsproces, man gennemgår som ung: ”When you grow up, your heart dies”.
Misforstået hjælp fra voksne
Farnaz Arbabi mener, at voksenverdenens forsøg på at hjælpe ofte kommer til at virke som misforstået hjælp. Måske findes der andre måder at få hjælp for unge…(red.: Og det gør der blandt andet ved ung-til-ungmetoder, som er en måde, hvor unge vejleder/hjælper hinanden. Metoden bruges blandt andet inden for lektiehjælp, projektarbejde og seksualvejledning.)
Farnaz spørger:
”Hvordan påvirker pornobilleder/-film ens indstilling/syn på sex?”
”Hvordan relaterer man til andre mennesker af samme køn – er det ok at to af samme køn kysser. Bliver man automatisk bøsse, hvis man kysser en anden mand?”
Hvad mener du?
