You are currently browsing the category archive for the 'Queer zone' category.
…han har taget queer-brillerne på - eller i hvert fald er han opmærksom på køn, når han ser på verden omkring sig…
Landskampen konverterede til en retssag. En jury med Adrian Lloyd Hughes (DR2) i spidsen som Juryformand forholdt sig til de forskellige vidneudsagn.
Dommen blev tosidig:
1. Den Svenska finansministern Anders Borg döms till att, i linje med sin uttalade feminism, se till att det inom ett år är lika lön mellan könen i Sverige.
2. Den danske ligestillingsminister Karen Jespersen dømmes til 1 dags samfundstjeneste i Stockholm:
Et besøg hos Jämo, den svenske Ligestillingsombudsmand
Og en session hos Johannes.
Hør argumenterne og se hvordan den svenske skoleelev Johannes definerer feminisme.
skriver de blandt andre i Politiken (fredag den 30. november).
Gyldendal er i butikkerne med to eventyrbøger til henholdsvis drenge og piger, Politikens Forlag er på banen med en drengebog respektiv en pigebog med inspiration til leg, og endelig har selvsamme forlag sendt håndbogen “Frøken Flora” på gaden, hvor der er gode råd om dyneluftning, pletfjerning og rengøring.
»Det er grotesk. Udviklingen, vi har set med kønsopdelt børnetøj, ja, selv til babyer, slår nu igennem i litteraturen, og når bøgerne kommer ud i butikkerne og på bibliotekerne, ligger der en slags kanonisering af disse kønsstereotyper«, siger lektor Karen Sjørup fra Roskilde Universitetscenter.
Hvordan opdrager du dine børn?
Karen Sjørup er vidne i aftenens “Landskamp i Ligestilling“.
I dag i information er der en artikel om den netop udgivne svenske antologi “Könskrig”. Antologien er redigeret af Elin Alvemark og Tove Leffler. Sidstnævnte kommer til Danmark og deltager onsdag den 5. december i ‘Landskamp i Ligestilling’ på Camp X Rialto.
Det er underligt, hvor naturligt det er at tale om feminisme i Sverige. Blandt andre har tidligere statsminister Göran Persson svaret ja til at være feminist under en valgkamp. I Danmark er det stadig et skældsord. Se for eksempel anmeldelserne på Rikke Andreasens bog “Der er et yndigt land – medier, mennesker og danskhed”, hvor dét at hun er erklæret feminist bliver en del af kritikken mod bogen. Weekendavisens Helle Broberg Nielsen skyder med skarpt efter feministen Leonora Christine Skovs indvendinger imod en skarp anmeldelse. Helle Broberg Nielsen karakteriserer gennem sit “replik”-indlæg Leonora Christine Skov som “en rimelig velforsørget hjemmegående husmor med en kreativ hobby (…) med et helt rimeligt behov for en god hårklipning og lidt designer-kluns i ny og næ.” Helle Broberg konkluderer, at dette billede ikke hænger sammen med hendes forståelse af personlig autonomi.
Hvorfor mistænkeliggøre feminisme?
Men måske er et endnu vigtigere spørgsmål, hvorfor feminisme overhovedet skal mistænkeliggøres og hvorfor der er så mange fordomme imod dette begreb? Og kvinder partout afskrives som besværlige, hvis de rejser spørgsmål omkring køn og ligestilling. Samtidigt kan det også blive anstrengende, hvis feminisme kommer til at handle om at slå mændene hjem og overtage deres strategier. Uanset kritikken af “Könskrig”, så har antologien fat i en vigtig pointe:
“Vi er alle en del af en struktur. Hvad kan vi gøre for at forandre os? (…) Vores bog er en krig – ikke mod manden eller kvinden, men mod de konstruktioner og mod det billede af kønnet, der forhindrer os i at gøre, hvad vi vil. (…) Det var aldrig meningen, at det kun skulle være for kvinder. Hele projektet handler jo om at nedbryde barrierer.”
Elin Alvemark og Tove Leffler afslutter interviewet i Information med en undren over, at det hele stadig handler så meget om køn. Det skulle mere handle om at være frie individer.
2H på Ørestad Gymnasium vandt billetter til premièren på “NORMAL”. De har fået til opgave at skrive en anmeldelse af forestillingen. Læs med og kommenter eventuelt med din holdning om forestillingen.
ANMELDER: Malte Gaarde, 2H-Ørestad Gymnasium:
Normal – pik og kusse
Vi træder ind i den charmerende lille sal i Rialto teatret. Aftenens scene er malet skrigende gul, og vi bliver budt velkommen af to tissemænd og to tissekoner. Jeg må indrømme, at jeg blev overrasket, og tog mig selv i en lidt teenageagtig ”håhå pik og kusse” fnisen.
Når vi er kommet på plads, giver de respektive kønsdele os en gang seksualundervisning, og forsvinder fra scenen. Som de forlader os bliver det elektroniske Justice-hit ”Phantom” banket ud til publikum, og sender en glædesbølge over de dansevante tilskuere. De fire skuespillere kommer tilbage og viser sig at være to mænd og to kvinder, der spiller stereotype gymnasieelever til eftersidning. Scenen er mørk og én efter én fokuserer vi på skolens babe, richkid (pige), geek (dreng) og sportsfyr. De fire sætter sig på hver deres karakteristiske måde bag bordene i eftersidningslokalet, og forsigtigt bygger de samtaler op.
Alt hvad de fire uartige elever siger og gør bygger alene på dokumentaristisk materiale opnået gennem interviews, chats og blogging. Det er måske også årsagen til at stykket fungerer ualmindelig troværdigt, og mindre fordomsfuldt end jeg er vant til blandt teatersykker og film med en ung målgruppe. Stykkets handling er nærmest ikke-eksisterende, og underholdningen bygger på umiddelbart meningsløs small-talk om … Ja, pik og kusse. Samtalen bliver sommetider erstattet af drømmeagtige scener med dæmpet belysning, der illustrerer de seksuelt forstyrrede teenageres fantasier. I disse udfald på realismen boller de to mænd, og på et andet tidspunkt skyder nørden alle de andre. ”DØØØØØØ”.
Tilbage til virkeligheden; baben og sportsfyren går ud og knepper på toilettet, og i mellemtiden for vi igen lov at hilse på kønsdelene. Denne gang oplever jeg ikke nogen chok-effekt og undervisningen i onani bliver en lille smule plat, og det er i det hele taget meget nemt. Alt for nemt faktisk, og jeg krummer tær.
”Dvuuuu dvu dvu dvu dvuuuuuuu” – ”Phantom” bringer glæden tilbage.
De fire elever kommer tilbage og sætter dig pænt bag deres borde. Der har været meget fjendskab mellem dem, men som stykket skrider frem bliver det mere og mere tydeligt, at de skal ende som venner, som det sker i filmen Breakfastclub fra firserne, de må siges at være kraftigt inspireret af.
Med hjem får vi til sidst et vaskeægte, og meget sødt stykke poesi fra pigen med de rige forældre; ”Måske er det sådan, at når man bliver voksen, så dør ens hjerte”. Godt jeg ikke er voksen endnu.
Jeg giver stykket tre stjerner ud af fem. En for baben, en for richkid’en og en for sportsfyren. Geeken får ikke en for ham er der ikke nogen, der gider være ven med.
Det største våben, vi har i kunsten, er ærlighed. Jeg vil gerne lægge ud med at sige tak for Queer og tak til hele holdet bag. Og så straks derefter gå videre til sagens kerne. Når en forestilling bliver kritiseret, som “QUEER” blev af Ditte Maria Bjerg, er det ikke en kniv i ryggen på instruktøren, hele holdet bag eller bare dumt. Det er derimod en ærlighed, der skal sikre Camp X ´s troværdighed. Internt og eksternt. For forestillingen har sgu for meget overflade og for lidt substans. Dermed er det jo ikke sagt, at den ikke er seværdig, for det er den sgu og langt mere end så mange andre forestillinger, jeg har været så uheldig at være tilskuer til i årets løb. Det er jo ikke en kritik af et helt livsværk, eller et langt virke som kunstner, men en kritik præcist isoleret til denne forestilling og dens præmis og bør ikke kunne ryste nogen i deres grundvold. Hvorfor så offentligt? Fordi det forpligter langt mere. Det gør os langt mere ansvarlige og fjerner snakken i krogene. At det er offentligt gør netop, at man må være mere velovervejet i sit udsagn.
Skuespillere er IKKE små porøse glasbobler
Det virker heller ikke som om `spillerne´ har et problem med Ditte Maria Bjergs udtalelse. Hvorfor så alligevel dette “drama”. Vi er ikke små porøse glasbobler, der går i stykker ved den mindste stemme, der betvivler vores udtryk. Fuck det. Hvis der er noget denne XLOG har vist, så er det, at vi netop har brug for ærlighed. Vi har brug for at råbe højere, kræve retten til at være uenige og der igennem at finde et nyt stærkere fælles beat. En ærlighed der skubber os fremad og fjerner dét, der ikke bidrager optimalt. Vi skal dumme os, have nye øjne på, der påpeger, hvis tingene ikke udvikler sig ideelt, eller når budet er direkte dårligt. Vi skal også ændre ting 2 minutter efter lukketid, fordi helheden ikke blev skarp nok. Det kan vi kun, hvis vi er hudløst ærlige, tilsidesætter os selv for historiens bedste, og så endeligt kalder en spade for en spade.
Handskerne af i Camp X regi
Så ja, nu er handskerne taget af i Camp X regi og heldigvis for det. Vi skal ikke pakke os ind i pænhed. Det er der simpelthen ikke tid til, hvis vi skal nå derhen, hvor det rykker. Jeg har i lang tid savnet Jens Jørgen Thorsen, spejdet efter nogen, der ville male med pikken -og derved fremprovokere en ny dialog. Ditte, du har netop dyppet din i malerspanden. TAK og HURRA for fanden! I samme åndedrag vil jeg gerne fjerne ordet angst fra skuespillerfagets ordbog. Sådan er det bare!
Og sidst men ikke mindst vil jeg gerne sende en stor buket ELSK til Farnaz og hele den medbragte svenske Mafia. Vi savner jer på “NORMAL”, nu da hverdagen er vendt tilbage.
3 uger er gået siden jeg lagde hovedet på blokken og var ærlig – både omkring forestillingen Queer og omkring min rolle som kurator. Har næsten fået hugget hovedet af af nogle “det er det dummeste nogen nogensinde har gjort i dansk teater” og fået buketter af roser fra andre “endelig, endelig kan vi lufte vore tvivl, vore processer, vores fejlbarlighed”.
Når jeg læser bloggen nu, er jeg stolt over, at det er lykkedes at få en egentlig forestillingsdebat i gang – som i hvert fald jeg har lært meget af. Og jeg kan se, at det ikke var ligefrem strategisk at lufte mine overvejelser om hvilken rolle kurator skal have, for who cares? Der skal bare komme noget skidegodt teater ud af det, og det kunne forstås som ansvarsfralæggelse.
Bottomline (som det hedder i girafsproget):
Jeg tror fuldt og fast på, at vores tumleri omkring nye kunstneriske ledelsesformer er vigtig og brugbar – også for andre teatre. Og vi er på Camp X blevet klogere på den pipeline, der skal etableres mellem kurator og de enkelte forestillinger. Blev meget inspireret af symposiet på Rialto i går med Richard Foreman – og det efterfølgende manifest om et open-source teater (tak til Gritt Uldall-Jessen og Henrik Vestergaard).
Og ligesom dette manifest taler om nødvendigheden af materialedeling og videndeling, så tror jeg altså på nødvendigheden af kritikdeling….
Roger over from me!
Det er den sidste uge inden première på NORMAL. Vi har prøvepublikum hver aften og det bli’r lidt bedre for hver gang. Stress, selvfølgelig, men det er også lige præcis stress, man behøver den sidste uge. For at udfordre sig selv, ta’ et skridt mere og ikke bare være tilfreds. At fordybe sig… Det er den sidste uge, at de bedste ændringer og strygninger laves. Ikke fordi at man ta’r noget væk som ikke fungerer, men mere fordi at man ser klart, hvordan forestillningen skal bli’, hvilken type den er, hvilket temperament den har, hvilken linie den følger. Tydeliggøre, fordybe sig, forfine. Det er mine sidste uges-ord.
Møder med Pressen
Jeg er blevet interviewet af Berlingske, Politiken, Urban og DR2. Og igår var iByens TV-redaktion her (red.: på Camp X Rialto) og filmede en scene. Det er altid svært med presse og medie… Det er et fantastisk godt middel at nå ud med forestillningen, at gøre vores potentielle publikum opmærksom på, at der findes en forestilling, som de får lyst til at komme og se. Men jeg synes, det er så svært at snakke om sig selv, og det er tit dét, journalisterne vil. Jeg tænker altid, at der er vel ingen, der er interesseret i MIG. De er interesseret i forestillingen og så prøver jeg altid kun at snakke om den. Men sådan bli’r det ikke, for journalisterne stiller altid personlige spørgsmål. Jeg svarer og så er vi tilbage ved mit liv…
Instruktørens farvel
I dag havde vi vores sidste produktionsmøde og i går efter prøverne sagde Mads plutsligt: “Men Farnaz, du skal forlade os!” Det er så mærkeligt med teater. Man arbejder hårdt, sammen og fælles og så efter premièren forsvinder instruktøren. Herefter skal skuespillerne og teknikerne køre videre. Egentlig er det jo efter premièren, det interessant sker: Nemlig mødet med publikum. Det er dette møde, der definerer og skaber forestillingen. Uden publikum, ingen teater. Men så er jeg der ikke til at se, hvordan værket interagerer med sit publikum. Det er jo selvfølgelig dét, vi har vores testpublikum til, men alligevel… Jeg kan se med lidt misundelse på instruktøren Ariane Mnouchkine og hendes Theatre de Soleil. Hun er med på hver eneste forestilling. Det er hende, som lukker publikum ind. Og netop dét at hun er med hver aften gør, at forestillningen også kan udvikles og forandres under spilleperioden. Det ville være fantastisk at arbejde sådan på et tidspunkt. På den anden side er det også ret skønt at slippe taget om forestillingen. Det er jo også vigtigt, at spillerne føler, at det er deres forestilling. For det er dem, der skal spille forestillingen hver aften. Det er dem, der skal forsvare den og sine karakterer – og hvis de ikke tror på, hvad de gør så bli’r det ikke godt! Det er i hvert fald min erfaring.
Det københavnske teaterliv
Så – på måndag er jeg tilbage i Stockholm, min hjemby som jeg både hader og elsker på samme tid. Det har været dejligt med disse måneder i “exil”, at få perspektiv på livet derhjemme, at komme til at savne det der, som man hader, når man er i byen. Og så har jeg jo forelsket mig i København – jeg håber virkelighed, jeg får mulighed for at komme tilbage til København! Det eneste jeg har problemer med her (og det er jo en rimelig stor ting, eftersom det er mit arbete), det er de københavnske teatre. Hvorfor al denne ironi, distance og billig humor? Visst har jeg set fine ting på teatrene, men det er jo lidt sigende, at det bedste jeg set i København blev instrueret af en svensk (SANDHOLM på Mungo Park, instruktion Moqi Simon Trolin) men jeg synes tit, at det er så unødigt ironiskt, og den distance gør, at jeg ikke tror på karaktererne, og det føles somom stykket undskylder for sig selv. Somom man ikke tør MENE noget for ALVOR!? Derfor blev jeg glad for Ulla Henningsens sang i QUEER, hvor Andrea Vagn Jensens karakter tog kampen videre – det var for alvor og det kunne mærkes.
Så, nu er det tid til prøve!
Farnaz Arbabi, instruktør
Teateranmelder Per Theil, Politiken, reflekterer mandag den 22. oktober i Politiken over de åbne diskussioner på XLOG i forbindelse med indlægget “Kuratortømmermænd efter ’Queer-première“:
Til gengæld har ’Queer’ skabt en debat, som i sin form og sit indhold ikke er set før inden for dansk teater. Efter premieren gik Camp X ’s kurator, Ditte Maria Bjerg, ud på teatrets hjemmeside ( www.campx.dk) og skrev, at ’Queer’ ikke blev: »den gribende/rystende forvandlingsvarieté om familien Danmark, som undertitlen lover, og som jeg havde drømt om. For meget overflade, for lidt substans«.
Modigt sagt, men også dumt gjort? Falder Ditte Maria Bjerg dermed ikke sin instruktør, Kenneth Kreutzmann, i ryggen? Det er der nogle, der mener. En kunstnerisk kurator er ganske vist ikke selve teaterdirektøren , men en person, der er ansat for en afgrænset periode med henblik på at være en visionær inspirator, men alligevel: Hvordan kan en kurator offentligt undsige teatrets egne forestillinger?
Udmeldingen har affødt indlæg efter indlæg på Camp X ’s weblog, hvor både teaterdirektøren , professionelle kunstnere og teatrets publikummer har deltaget og stadig deltager: modsigelser og medsigelser! Debatten har været tolket som udtryk for intern uro, for ikke at sige åben splid på Camp X . Man kan også vælge at se debatten som noget af det bedste og mest levende, der er sket længe.
I stedet for at stikke hovedet i teaterbusken, eller fare i blækhuset, har Camp X åbnet for godteposen under devisen: Åbenhed er farligt, men dog befordrende for, dels hvad vi vil med teatret, dels hvordan vi fremover kan tale om teatret. Som anmelder skal jeg selv være den første til at medgive, at den hurtige kritik ikke altid er så god til at overskride sin egen vante retorik: duer, duer ikke. Ligesom teatrets reaktioner ikke er meget bedre, når det kommer til at svare igen på anmeldelsen: duer slet ikke!
Skænderier kan være ret pragtfuldt. Åben selvkritik, men uden at der går bibelsk rundkreds i den, kan vise sig at være endnu bedre; som en mulig vej til en mere kunstnerisk befordrende dialog: at turde spørge åbent til sig selv som teater og forestilling. Og hvad angår anmelderen: at turde tvivle om sine egne udsagn.
