You are currently browsing the monthly archive for oktober 2008.

Der udkommer en ny bog om Hr. Møller den 23. oktober: Et personligt portræt af Danmarks største erhversmand: Mærsk Mc-Kinney Møller, skrevet af journalisterne Thomas Larsen og Finn Mortensen.

I bogen får læserne et sandfærdigt billede af manden og myten Hr. Møller, der selv for første gang fortæller sin egen historie med beretninger fra barndommen, om forholdet til faderen A.P. Møller, årene i USA, om sin karriere og fremtidshåb. Derudover fortæller nogle af de mennesker, der er eller har været tæt på Hr. Møller om deres forhold til ham. Det er bl.a. datteren Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, kunstneren Per Kirkeby, den forhenværende topchef Jess Søderberg og politiker Uffe Ellemann-Jensen. Folkene tæt på Hr. Møller opretholder myten om ham som en overmenneskelig og dygtig leder, der lever og ånder for det, der udgør hans stolte livsværk: familievirksomheden A.P. Møller-Mærsk. Men myten om Hr. Møller begynder så småt at krakelere, når Jess Søderberg åbenhjertigt fortæller om sin uventede afsked fra virksomheden, hvor han blev sendt uventet tidligt på pension i 2007. Jess Søderberg fik ikke så meget som et tak fra Hr. Møller efter 37 års hårdt arbejde og tæt samarbejde med Hr. Møller. Han giver læserne et indblik i en virksomhed, der holdes i et fast jerngreb af Hr. Møller. Jess Søderberg mener, at det blev sværere og sværere at lede virksomheden i 1990’erne på den gammeldags facon, som Hr. Møller var vant til. Da Jess Søderberg og hans folk forsøgte at skabe en anderledes virksomhedskultur og ledelse, blev de gang på gang begrænset af Hr. Møller, der blev ved med at blande sig i den daglige ledelse, skønt han overgav roret til Jess Søderberg i 1993. Samtalen med Jess Søderberg viser Hr. Møller i et nyt lys, således at han ikke blot er myten Hr. Møller, men også mennesket Hr. Møller, der selv har en andel i virksomhedens nedtur og krisen på Esplanaden. Den opsigtsvækkende samtale med Jess Søderberg kan give et helt nyt indblik i, hvordan Hr. Møller leder og driver virksomheden og vil uundgåeligt åbne op for nye røster, der kender til Hr. Møller og hans ikke altid rosenrøde ledelsesstil.

Erhvervsjournalist på Politiken Niels Lunde kommenterer bogen og myten Mærsk Mc-Kinney Møller på: www.blog.politiken.dk/lunde/2008/10/17/myten-om-hr-moeller-slaar-revner-langsomt/

Vi kigger lige ind i prøverummet, hvor det er blevet tid til en gennemspilning.

Instruktør Petrea Søe byder teatrets medarbejdere velkommen som publikum og fortæller om slagets gang. For der er vitterligt lagt op til et krigerisk slag på scenen. Karrierekrigen i det blå imperium er fyldt med hard core strategiske træk og udspekulerede manøvreøvelser, når de fem Mærsk-medarbejdere kæmper om en enkelt lederstilling i virksomheden.

Skuespillerne forvandles til fem angrebslystne Mærskmedarbejdere, der for alvor er blevet griske i anden halvdel af forestillingen. De er i fuld gang med at udføre samarbejdsøvelser, hvor de udkonkurrerer hinanden i den ene mere vanvittige øvelse efter den anden. I en af øvelserne skal de på tid kravle igennem et koloenormt reolsystem og se hvem, der kommer først igennem. Øvelsen er meget fysisk krævende, og der er fuld fart over feltet, når de kravler op og ned af stiger, spænder ben og fælder hinanden, som sindssyge sportsentusiaster, der vil vinde for enhver pris. På publikumsrækkerne sidder vi på stilke og holder vejret, samtidig med at vi flækker af grin over den sindssygt komiske situation. Men vi får ikke lov til at slappe af, for kampen fortsætter med en koldblodig krig, hvor der bliver trukket store geværer op af lommerne og de fem medarbejdere pløkker hinanden ned. I al kaosset dukker der dog nogle smukke stilfærdige øjeblikke op, hvor medarbejderne dvæler ved deres situation og blotter deres inderste for hinanden. Det er rigtige mennesker, vi har med at gøre, og der vokser en stor sympati for disse mennesker, hvis eksistensgrundlag hænger i en tynd tråd.
 
Forestillingen er langt fra færdig, men vi går derfra med en fed fornemmelse, for holdet er rigtig godt på vej og dunker af højspændt energi.