Kommentar til Per Theils anmeldelse i Politiken af “The World in Pictures” af publikum Kamilla Bach Mortensen

[Kamilla Bach Mortensen har henvendt sig til Camp Xs kurator Ditte Maria Bjerg og har selv givet tilladelse til at bringe indlægget her på bloggen - i forkortet form. Vi vælger at bringe Kamilla Bach Mortensens tanker, fordi vi netop ser alle jer, der kommer til Camp Xs forestillinger, aktioner og events som DELTAGERE i udviklingen af vores internationale samtidsteater.]

Kære Per Theil,

Jeg er rystet, over din anmeldelse af Forced Entertainments “The World in Pictures”, men er vel på en måde glad for, at du erkender, at du ikke fattede en hujende fis af, hvad der foregik og vælger at udstille det så tydeligt i din anmeldelse. Faktisk er jeg i tvivl om, hvor vidt det kan kaldes en anmeldelse, da det faktisk er en tilståelse af, at du for længst er stået af. Jeg er ikke teaterteoretiker, og vil derfor ikke begynde at belære dig om det postdramatiske teater, men du må dog trods alt have hørt om, at der faktisk er sket noget siden 1973 og Kirsten Delholm (som jeg respekterer, men som efter min mening har et andet projekt, arbejder i en anden form og en anden æstetik end Forced Entertainment).

Du efterlyser i din anmeldelse nogen, der så noget, som du ikke evnede at se. Her er, hvad jeg oplevede og fik ud af forestillingen The World in Pictures:

Teatret skal minde os om vores liv, det skal skabe historie og sammenhæng. The World in Pictures en af de største, vigtigste og rørende historier jeg har fået fortalt i lang tid. Det er længe siden, at teater har begejstret mig på den måde og mindet mig om, hvor fantastisk og bevidsthedsudvidende et medie teater er. Forestillingen var for mig en fysisk oplevelse, som har bundfældet sig til noget, der også gør mig klogere, fordi den faktisk har gjort min egen verdens billeder tydeligere og skarpere. Herefter gennemspiller hele ensemblet verdenshistorien i store træk for os, vi starter som huleboer, vi er lige kommet op på to ben, og herfra vakler vi fremad, igennem tiderne. Vi oplever The World in Pictures…

…fik mig til at tænke og se mig selv…Forestillingen fik mig til at se mig selv. Mit liv. Mit ansvar meget tydeligt. Den fik mig til at sætte pris på det, jeg har nu. Det jeg ser nu. Og den fik mig til at tænke på, hvordan jeg gerne vil have det om et år. Hvem jeg gerne vil have omkring mig, ja helt patetisk, hvem der skal vide, at jeg elsker og værdsætter dem.

Lige siden har jeg set billeder og sanset på en anden måde. Efter at have set forestillingen fandt jeg mig selv på en bænk, hvorfra jeg så min helt private version af The World in Pictures udspillet live foran mine øjne af mennesker, der skulle nå bussen, på arbejde, købe ind og duer på Frederiksberg rådhus, som var i konstant bevægelse. Det udvidede min egen fornemmelse af tid og rum. Det er jo det liv, jeg skal værdsætte hver dag i den korte tid, det får lov til at vare.
 

Hvordan skal fremtiden se ud?

Vi er kommet så langt, og alligevel er vi ikke kommet længere. Vi ved ikke, hvad der skal ske, og det hele går så stærkt og imens, at det hele løber ud af vores hænder, føler jeg, at det eneste vi kan gøre er, at se på dem vi kom med. Huske hvor vi kom fra og spørge os selv, hvordan vi vil have, at det skal være om et år? Vil jeg stadig have denne person ved min side, og hvad skal jeg gøre for det? Vil jeg have, at mit liv skal blive på det her spor, eller skal jeg ændre det? Vil jeg have, at verden skal se sådan her ud om et år… om 5 år? Hvad kan jeg selv gøre for, at det bliver sådan, som jeg gerne vil have det – Bare det at jeg stopper op og spørger mig selv, hvordan vil jeg gerne have det, er stort, for det gør, at jeg kan ændre det eller holde fast på det.
 

“She is just acting”

Der fortælles med humor og alvor. Der er momenter af uendelig skønhed og sårbarhed; en kvinde i blå kjole i en efterårsskov. En mand der løber gennem hvirvlende sne. Det øjeblik i historien hvor alle levede i lykkelig uvidenhed om de kommende verdenskrige. De formår konstant at pege på, at det er teater, men udvikler alligevel relationer og små historier. F.eks. får vi af vide ”she is just acting” når – kan ikke huske, hvad hun hedder – slår sig selv ihjel gentagne gange, det fede er, at døden ikke helt ved, hvordan han skal reagere på det. Hver gang hun skriger og dolker sig selv, er døden parat til at hente hende, men når hun så rejser sig igen, sætter han sig skuffet ned, og man fornemmer klart, at døden synes, at nu må hun lige tage en beslutning og er stadig usikker på om hvorvidt, hun er død og skal hentes, eller om hun bare spiller. Ja, hun spiller bare, hun leger bare, men en dag bliver det alvor for os alle sammen.
 

…vi ER inkompetente og kiksede…

Spillestilen understregede historien. Det var nødvendigt, at de spillede det sådan, for som mennesker er vi inkompetente og kiksede. Vi ødelægger ting, vi falder over vores egne ben i vores bestræbelser på at gøre det så godt som muligt. Nogle gange sker det at vi påstår, at vi gør det så godt, vi kan, men vil hellere fake lidt og spise chips. Det skal vi tænke over. Vi kan ikke huske, hvordan det hele hænger sammen, om Jesus havde en frugtkrans eller en tornekrans om sit hoved, og hvorfor det nu var sådan med ham. Vi glemmer Kina i farten og ved ikke hvad, der kommer lige om lidt. Hvad der venter os af katastrofer. We are lost. It is the dark ages. Sneen falder. Vi danser.

Og imens vi falder, passerer billeder, begivenheder og mennesker forbi. Billeder der sætter sig fast i vores hoveder; en skjorte vi engang havde på, en kat der betød noget for os, som var blød og varm, en telefon der aldrig ringede eller ringede midt om natten, og fortalte os det mest forfærdelige. En ødelagt bil ”here, something went wrong”. Der var en dag, hvor en man kendte slet ikke kom hjem igen.
 

En verden i fald og forandring

Til sidst [red.: i forestillingen] kom manden fra starten igen og bad os om at huske, hvor vi var en time før forestillingen begyndte, hvordan vi kom hen til teatret, hvad vi så på vores vej, om vi kunne huske ansigtet på ham, der tog imod vores billet. Han mindede os om, at om et år kunne det være, at vi ikke længere snakkede med den person, vi havde fulgtes med i teatret i aften. Om 5 år ville mindst en af de tilstedeværende i salen højst sandsynligt ikke være her mere. Om 100 år ville vi alle være døde. Om 200 år ville vi være glemt. Om 500 år ville det sprog, vi taler nu ikke længere eksistere. København vil en dag ikke længere findes. Verden som vi kender den, vil se anderledes ud. Der er ikke noget vi kan gøre ved det, vi er født, vi er sprunget, men vi kan gøre os umage for at se så meget som muligt på vores vej ned.
 

Tilværelsen mellemrum er de vigtige

Poul Joakim Stender skrev i Politiken i lørdags: ”Livet skal være en lang fest, og en dag opdager vi til vores store forbavselse, at livet ikke er en lang fest. Der er kommet et tomt mellemrum ved siden af os. En, vi elsker, er forsvundet. Men vi fattede ikke, det kunne ske, fordi mellemrummene, der skulle fortælle os, at vi ikke er vort lives egen direktør, blev borte”. (Tilværelsens mellemrum er de vigtige):

Det er alt for sjældent, at teater skaber det mellemrum. Det lykkedes for Forced Entertainment. Jeg håber det vil ske oftere, og at det vil lykkes dansk teater selv at skabe de mellemrum. Og jeg håber, Per Theil, at du til den tid i det mindste vil forsøge at se forestillingen.

Venlig hilsen

Kamilla Bach Mortensen

“Den retfærdige ulighed” eller hvilken rolle spiller ligestillingen på markedsvilkår?

Martin Ågerup, direktør for tænketanken CEPOS, har netop udgivet en ny bog: “Den retfærdige ulighed”. På Camp X har vi en kontinuerlig revurdering og diskussion af køn og ligestilling. Hvordan hænger det sammen med denne økonomiske ligheds-diskussion som Martin Ågerup beskriver i sin bog?

Martin Ågerup udtaler til 180Grader.dk: “Lighed bør ikke være en politisk målsætning i et samfund. Jeg bekender mig til et samfund, der skal hjælpe personer, der ikke kan klare sig selv. Det er faktisk et meget moderat borgerligt, man kunne kalde det socialliberalt, udgangspunkt. Men der er ingen moralske argumenter for en generel omfordeling til mennesker, der sagtens kan forsørge sig selv, som vi ser det i dagens samfund. Personlig frihed indebærer samtidig et personligt ansvar for konsekvenserne af egne handlinger. Den danske velfærdsstats kraftige omfordeling fratager borgerne en del af ansvaret for egne handlinger og beslutninger vedrørende for eksempel uddannelse, karrierevalg eller opsparing. Nogle mennesker er dygtigere, mere flittige eller mere risikovillige end andre. Alle disse ting har konsekvenser, herunder konsekvenser for hvor meget man tjener. Gennem omfordeling kortslutter man forbindelsen mellem friheden til at handle og ansvaret for sine egne handlinger. Og det er alvorligt, for denne forbindelse er selve grundlaget for et frit samfund.”

“Til landskamp i ligestilling” udtalte direktør i Red Associates, Frederik Wiedemann, at markedet vil udradere alle uligheder. Simpelthen fordi udbud og efterspørgsel regulerer både pris og værd. Hans tese var, at hvis kompetente kvinder rent faktisk er billigere end mænd med de samme kompetencer, så ville der nok være en smart virksomhed, som udviklede en strategi om at ansatte kvinder frem for mænd. Spørgsmålet er om kønslig ulighed reguleres via markedsvilkårene. Og når vi reelt lever i et liberalt markedsdemokrati, men stadig taler om vores demokrati som et socialdemokratisk deltagerdemokrati. Hvordan ser det så reelt ud på den kønslige ligestillingsfront? Hvilken rolle spiller ligestillingen på markedsvilkår?

En hyldest til Queer og køn – med en genial streg af Mauricio Ricardo

…han har taget queer-brillerne på  - eller i hvert fald er han opmærksom på køn, når han ser på verden omkring sig… 

DOMMEN, Landskamp i Ligestilling mellem Danmark og Sverige

Landskampen konverterede til en retssag. En jury med Adrian Lloyd Hughes (DR2) i spidsen som Juryformand forholdt sig til de forskellige vidneudsagn.

Dommen blev tosidig:

1. Den Svenska finansministern Anders Borg döms till att, i  linje med sin uttalade feminism, se till att det inom ett år är lika lön mellan könen i Sverige.
2. Den danske ligestillingsminister Karen Jespersen dømmes til 1 dags samfundstjeneste i Stockholm:
Et besøg hos Jämo, den svenske Ligestillingsombudsmand
Og en session hos Johannes.

Hør argumenterne og se hvordan den svenske skoleelev Johannes definerer feminisme.

Kønrollerne er tilbage i børneværelserne

skriver de blandt andre  i Politiken (fredag den 30. november).

Gyldendal er i butikkerne med to eventyrbøger til henholdsvis drenge og piger, Politikens Forlag er på banen med en drengebog respektiv en pigebog med inspiration til leg, og endelig har selvsamme forlag sendt håndbogen “Frøken Flora” på gaden, hvor der er gode råd om dyneluftning, pletfjerning og rengøring.

»Det er grotesk. Udviklingen, vi har set med kønsopdelt børnetøj, ja, selv til babyer, slår nu igennem i litteraturen, og når bøgerne kommer ud i butikkerne og på bibliotekerne, ligger der en slags kanonisering af disse kønsstereotyper«, siger lektor Karen Sjørup fra Roskilde Universitetscenter.

Hvordan opdrager du dine børn?

Karen Sjørup er vidne i aftenens “Landskamp i Ligestilling“.