Det største våben, vi har i kunsten, er ærlighed. Jeg vil gerne lægge ud med at sige tak for Queer og tak til hele holdet bag. Og så straks derefter gå videre til sagens kerne. Når en forestilling bliver kritiseret, som “QUEER” blev af Ditte Maria Bjerg, er det ikke en kniv i ryggen på instruktøren, hele holdet bag eller bare dumt. Det er derimod en ærlighed, der skal sikre Camp X ´s troværdighed. Internt og eksternt. For forestillingen har sgu for meget overflade og for lidt substans. Dermed er det jo ikke sagt, at den ikke er seværdig, for det er den sgu og langt mere end så mange andre forestillinger, jeg har været så uheldig at være tilskuer til i årets løb. Det er jo ikke en kritik af et helt livsværk, eller et langt virke som kunstner, men en kritik præcist isoleret til denne forestilling og dens præmis og bør ikke kunne ryste nogen i deres grundvold. Hvorfor så offentligt? Fordi det forpligter langt mere. Det gør os langt mere ansvarlige og fjerner snakken i krogene. At det er offentligt gør netop, at man må være mere velovervejet i sit udsagn.

Skuespillere er IKKE små porøse glasbobler

Det virker heller ikke som om `spillerne´ har et problem med Ditte Maria Bjergs udtalelse. Hvorfor så alligevel dette “drama”. Vi er ikke små porøse glasbobler, der går i stykker ved den mindste stemme, der betvivler vores udtryk. Fuck det. Hvis der er noget denne XLOG har vist, så er det, at vi netop har brug for ærlighed. Vi har brug for at råbe højere, kræve retten til at være uenige og der igennem at finde et nyt stærkere fælles beat. En ærlighed der skubber os fremad og fjerner dét, der ikke bidrager optimalt. Vi skal dumme os, have nye øjne på, der påpeger, hvis tingene ikke udvikler sig ideelt, eller når budet er direkte dårligt. Vi skal også ændre ting 2 minutter efter lukketid, fordi helheden ikke blev skarp nok. Det kan vi kun, hvis vi er hudløst ærlige, tilsidesætter os selv for historiens bedste, og så endeligt kalder en spade for en spade.

Handskerne af i Camp X regi

Så ja, nu er handskerne taget af i Camp X regi og heldigvis for det. Vi skal ikke pakke os ind i pænhed. Det er der simpelthen ikke tid til, hvis vi skal nå derhen, hvor det rykker. Jeg har i lang tid savnet Jens Jørgen Thorsen, spejdet efter nogen, der ville male med pikken -og derved fremprovokere en ny dialog. Ditte, du har netop dyppet din i malerspanden. TAK og HURRA for fanden! I samme åndedrag vil jeg gerne fjerne ordet angst fra skuespillerfagets ordbog. Sådan er det bare!

Og sidst men ikke mindst vil jeg gerne sende en stor buket ELSK til Farnaz og hele den medbragte svenske Mafia. Vi savner jer på “NORMAL”, nu da hverdagen er vendt tilbage.