3 uger er gået siden jeg lagde hovedet på blokken og var ærlig – både omkring forestillingen Queer og omkring min rolle som kurator. Har næsten fået hugget hovedet af af nogle “det er det dummeste nogen nogensinde har gjort i dansk teater” og fået buketter af roser fra andre “endelig, endelig kan vi lufte vore tvivl, vore processer, vores fejlbarlighed”.

Når jeg læser bloggen nu, er jeg stolt over, at det er lykkedes at få en egentlig forestillingsdebat i gang – som i hvert fald jeg har lært meget af. Og jeg kan se, at det ikke var ligefrem strategisk at lufte mine overvejelser om hvilken rolle kurator skal have, for who cares? Der skal bare komme noget skidegodt teater ud af det, og det kunne forstås som ansvarsfralæggelse.

Bottomline (som det hedder i girafsproget):
Jeg tror fuldt og fast på, at vores tumleri omkring nye kunstneriske ledelsesformer er vigtig og brugbar – også for andre teatre. Og vi er på Camp X blevet klogere på den pipeline, der skal etableres mellem kurator og de enkelte forestillinger. Blev meget inspireret af symposiet på Rialto i går med Richard Foreman – og det efterfølgende manifest om et open-source teater (tak til Gritt Uldall-Jessen og Henrik Vestergaard).

Og ligesom dette manifest taler om nødvendigheden af materialedeling og videndeling, så tror jeg altså på nødvendigheden af kritikdeling….
Roger over from me!