Det er den sidste uge inden première på NORMAL. Vi har prøvepublikum hver aften og det bli’r lidt bedre for hver gang. Stress, selvfølgelig, men det er også lige præcis stress, man behøver den sidste uge. For at udfordre sig selv, ta’ et skridt mere og ikke bare være tilfreds. At fordybe sig… Det er den sidste uge, at de bedste ændringer og strygninger laves. Ikke fordi at man ta’r noget væk som ikke fungerer, men mere fordi at man ser klart, hvordan forestillningen skal bli’, hvilken type den er, hvilket temperament den har, hvilken linie den følger. Tydeliggøre, fordybe sig, forfine. Det er mine sidste uges-ord.

Møder med Pressen

Jeg er blevet interviewet af Berlingske, Politiken, Urban og DR2. Og igår var iByens TV-redaktion her (red.: på Camp X Rialto) og filmede en scene. Det er altid svært med presse og medie… Det er et fantastisk godt middel at nå ud med forestillningen, at gøre vores potentielle publikum opmærksom på, at der findes en forestilling, som de får lyst til at komme og se. Men jeg synes, det er så svært at snakke om sig selv, og det er tit dét, journalisterne vil. Jeg tænker altid, at der er vel ingen, der er interesseret i MIG. De er interesseret i forestillingen og så prøver jeg altid kun at snakke om den. Men sådan bli’r det ikke, for journalisterne stiller altid personlige spørgsmål. Jeg svarer og så er vi tilbage ved mit liv…

Instruktørens farvel

I dag havde vi vores sidste produktionsmøde og i går efter prøverne sagde Mads plutsligt: “Men Farnaz, du skal forlade os!” Det er så mærkeligt med teater. Man arbejder hårdt, sammen og fælles og så efter premièren forsvinder instruktøren. Herefter skal skuespillerne og teknikerne køre videre. Egentlig er det jo efter premièren, det interessant sker: Nemlig mødet med publikum. Det er dette møde, der definerer og skaber forestillingen. Uden publikum, ingen teater. Men så er jeg der ikke til at se, hvordan værket interagerer med sit publikum. Det er jo selvfølgelig dét, vi har vores testpublikum til, men alligevel… Jeg kan se med lidt misundelse på instruktøren Ariane Mnouchkine og hendes Theatre de Soleil. Hun er med på hver eneste forestilling. Det er hende, som lukker publikum ind. Og netop dét at hun er med hver aften gør, at forestillningen også kan udvikles og forandres under spilleperioden. Det ville være fantastisk at arbejde sådan på et tidspunkt. På den anden side er det også ret skønt at slippe taget om forestillingen. Det er jo også vigtigt, at spillerne føler, at det er deres forestilling. For det er dem, der skal spille forestillingen hver aften. Det er dem, der skal forsvare den og sine karakterer – og hvis de ikke tror på, hvad de gør så bli’r det ikke godt! Det er i hvert fald min erfaring.

Det københavnske teaterliv

Så – på måndag er jeg tilbage i Stockholm, min hjemby som jeg både hader og elsker på samme tid. Det har været dejligt med disse måneder i “exil”, at få perspektiv på livet derhjemme, at komme til at savne det der, som man hader, når man er i byen. Og så har jeg jo forelsket mig i København – jeg håber virkelighed, jeg får mulighed for at komme tilbage til København! Det eneste jeg har problemer med her (og det er jo en rimelig stor ting, eftersom det er mit arbete), det er de københavnske teatre. Hvorfor al denne ironi, distance og billig humor? Visst har jeg set fine ting på teatrene, men det er jo lidt sigende, at det bedste jeg set i København blev instrueret af en svensk (SANDHOLM på Mungo Park, instruktion Moqi Simon Trolin) men jeg synes tit, at det er så unødigt ironiskt, og den distance gør, at jeg ikke tror på karaktererne, og det føles somom stykket undskylder for sig selv. Somom man ikke tør MENE noget for ALVOR!? Derfor blev jeg glad for Ulla Henningsens sang i QUEER, hvor Andrea Vagn Jensens karakter tog kampen videre – det var for alvor og det kunne mærkes.

Så, nu er det tid til prøve!

Farnaz Arbabi, instruktør