Berlingske Tidende har i dag en artikel om Camp X’s web blog, og den debat, der kører her for tiden. Under overskriften ”Camp X kritiseres indefra” prøver artiklen at piske en stemning op om intern uro og splid på Camp X ud fra at vores kurator har beskrevet sin relation til forestillingen Queer, og hvordan hendes egne forventninger blev mødt.
Det er selvfølgelig ikke rigtigt. Dittes indlæg har pt. affødt 19 gode kommentarer, der forholder sig både til forestillingen og til hvordan man som publikum spiller med, med sine egne forventninger. Overvejelser om hvordan man kan vurdere og tale om en forestilling. Den tilbagemelding havde vi aldrig fået, hvis ikke nogen havde investeret sine holdninger. Hvis vi skal udvikle teatret bliver vi nød til at skabe et sprog, så vi kan tale om forestillingerne på en måde, som rækker ud over præmissen: dur/duer ikke, som rækker ud over om vi fik tilfredsstillet vores begær efter at blive optimalt mødt på vores forventninger eller ej. Det kræver selvfølgelig at vi selv åbner for posen og deler ud af vores tanker og overvejelser. Noget lander mere elegant end andet, men det er vejen frem. Den er ikke altid rar eller specielt kommunikativ korrekt i forhold til gældende praksis. Men den gældende praksis tror vi så heller ikke så meget på i længden
Den første uge på bloggen og de noget voldsomme reaktioner specielt udenfor bloggen (som f.eks. Sara-Ibens artikel i Berlingeren), viser at åbenhed åbenbart ikke er noget vi er vant til i teatret. En kurator er teatret selvfølgelig heller ikke vant til, da vores er den første af slagsen. Kan en kurator give intern kritik i den fulde offentlighed en blog er? Mit svar er selvfølgelig JA. Er det en offentlig standret? NEJ selvfølgelig er det ikke det. Tilbagemelding er en super vigtig opgave hos kuratoren. For der hvor en kunstnerisk leder har (og ved vi alle ofte bruger) muligheden for at styre en anden kunstners projekt i den ønskede havn, kan kuratoren som nævnt så mange gange før, bl.a. vifte med den lysende kunstneriske fakkel og vise vejen frem. Men kuratoren kan og skal ikke intervenere det kunstneriske projekt. Derfor er kuratoren i sin fulde ret til at sige: Der nåede I sgu ikke så langt, som jeg havde forventet! Og så kan vi tale om det…
Derfor er det næste skridt at bruge X-bloggen til at komme videre i afsøgningen af, hvordan vi kan komme ud over dur/duer ikke retorikken. Hvordan får vi den brugbare udveksling på banen, så vi bliver klogere på teatrets udvikling? Klogere på hvordan vi taler om vores eget arbejde, om publikums oplevelse, og måske også om, hvorfor det er så farligt at åbne posen….
2 comments
Comments feed for this article
oktober 16, 2007 at 12:37 am
Betina Andersen
…og hvorfor er åbenhed egentligt så skræmmende? Og er den nu også det? I en tid, hvor en væsentlig strategi for topprofiler er at sige ‘undskyld’ og vise sine fejl, for at (gen)skabe troværdighed. I en tid hvor der efterhånden er et massivt massekrav om autenticitet og integritet hos både mennesker, produkter og oplevelser…
Og hvad er en autentisk teateroplevelse? Er det følelsen af at være tilstede, lade sig rive med af en stemning, en rytme – eller er det forestillingens intellektuelle indhold, som blåstempler oplevelsens autenticitetsværdi?
Jeg var vild med forestillingen “Queer” – og egentligt mest fordi jeg holdt af den på samme tid sentimentale, realitetsbarske og visuelt storslåede stemning, som jeg følte mig en del af, da jeg gik der sammen med alle de andre…
oktober 17, 2007 at 11:08 pm
Hans Ditlev Nissen
NEGATION af “dur/dur ikke”.
Jeg har ikke været i jeres teater, men jeg kom tilfældigvis forbi web-stedet her, da jeg igår surfede på noget dybt perverst porno. Internettet er jo en meget stort zone for ting der er queer. Andetsteds på blokken faldt jeg så over et par sætninger jeg fik lyst til at kommentere alligevel:
En publikummer skriver “Jeg gider ikke høre foredrag om heteronormen, jeg vil hellere mærke tårerne løbe ned ad kinderne ved en følelsesmæssig erkendelse af mangfoldighed!”
Men det er altså for nemt at få folk (i hvert fald mig) til at græde. Man bruger nogen gennemprøvede greb = gråd, men også gab over det der bare er professionelt.
Hvis man vil lave nyskabende teater kan man ikke bekymre sig om publikums ideer om hvad der dur og ikke dur. Og slet ikke anmeldernes. De dømmer med deres egne allerede givne standarter og får sansynligvis nyskabelser galt i halsen.
Hvem er det der forestiller at man både kan lave noget nyskabende (altså ikke bare “nyskabende” som en genkendelig stil, men virkelig noget NYT) og SAMTIDIG få gode anmeldelser?
Den Skrappe Direktør skriver “Queer [...] tvinger os til at [...] flytte os væk fra de høje, fra dem med dårlig energi, hen til dét, vi gerne vil se nærmere på.”
Men der er ikke meget perspektiv i at udfordre folk dér hvor de gerne vil udfordres og konfrontere dem med noget de i forvejen gerne vil “se nærmere på”. Hvis man virkelig udfordrer kan man mærke det på at der opstår en “dårlig energi”. Som når man stryger mod hårene, eller i en smerte- og modreaktion.
Nykonservative kritiserer netop avangardismen for at være ren negativitet, men det nyskabende MÅ være en form for negativitet, et nej til noget der er, uden at man endnu kan se et klart alternativ. Det er jo en proces man er midt i. Men fremført med en dynamik der i sin konsekvens kan være positiv. Paradoksalt. Det er derfor man på en en måde skal hinsides dur/dur ikke.
(Måske er jeg dum her for jeg ved ikke hvad der menes med “de høje”?)