Ja! Jeg har stillet rammerne og temaet for forestillingen. Nej! Jeg har ikke haft noget med processen at gøre – og Ja! Jeg skal være ærlig om, hvad jeg mener om forestillingen, men min kritik retter sig ikke mod Kenneth, men teatret…og Ja! Jeg er teatret, men alligevel ikke. Kanonudfordring denne kuratorrolle!!!
Nå, men Camp X og kurator skal være ÆRLIGHED og TROVÆRDIGHED: Jeg synes, Queer er blevet en fest, et brag, en event, en sprængning af Aveny - men ikke den gribende/rystende forvandlingsvarieté om Familien Danmark, som undertitlen lover, og som jeg havde drømt om. For meget overflade, for lidt substans. Camp X skal også allervigtigst være udveksling og dialog, så pleeease, modsig mig, medsig mig…
24 comments
Comments feed for this article
oktober 7, 2007 at 5:46 pm
Betina
Hey! Jeg syns, det var en vildt fed forestilling med masser af fantastiske scener. Jeg ææælsker Andrea P – hun er guddommelig!
xxx betina
oktober 8, 2007 at 5:18 pm
Nicole Marie Langkilde, dramachef Camp X
JA, vi har fået hårde anmeldelser og det gør mig rasende. Med forestillingen “QUEER” har vi skabt en sensorisk form (som jeg ikke har set på institutionaliserede teatre før), der stiller spørgsmål, giver anelser, provokerer og vækker nysgerrighed. Som IKKE definerer eller giver endegyldige svar. For det gør queer ikke. Queer er netop defineret ved, at det ikke vil defineres. Queer-TEORIEN er svær og selvmodsigende. Queer-BEGREBET er sanseligt og øjenåbnende. Det var derfor også bevidst, at vi forfulgte det sanselige og øjenåbnende.Vi har skabt et orienteringsløst univers hvor vi tager publikum ved hånden samtidig med vi udfordrer dem.
Med QUEER begynder vi, sammen med publikum, vores favntag med de tre kunstretninger, vi har forpligtet os til som samtidsteater. Jeg ser forestillingen som et meget rigtigt og vigtigt skridt (TAK Kenneth, Ida skønne spillere og dansere!) i den retning som vi skal dyrke og sublimere, og hvor første skridt er taget med IDOIT og Aparte Enklave og næste skridt tages allerede på fredag med vores første Camp 22.30 og atter igen med premieren på Normal d. 26/10.
oktober 8, 2007 at 7:34 pm
NB
Jamen for fanden da, masser af point til hele holdet for forsøget! Lysten til at bryde op, gøre nyt, på andre måder, udfordre og lege. Dejligt! Det er den rigtige vej! Fortsæt bare. Men fortsæt gerne på et andet niveau. Forestillingen Queer satte ikke en ny tanke i mig, gav mig ikke en uventet oplevelse. Og er desværre ikke så klogt og frækt, som det selv tror.
Hvad bliver fx ideen om at penetrere frontstage og backstage brugt til, når publikum trækkes med rundt i Avenue-huset under forestillingen? Det er fedt at overskride og nedbryde grænserne mellem publikum og performere, og mellem rummene. Afmaskere illusionerne og sætte publikum selv i spil. Men hver gang man kommer et nyt sted hen, viser det sig alligevel, at der er en frontstage og en backstage. Scenen bliver afgrænset, publikum får tildelt et særligt publikumsareal at bevæge sig på. Der er ingen reel nedbrydning af grænser, selv om det ved første øjekast ser sådan ud.
Og pyh, stykket kommer aldrig længere end til pik og patter. Er køn virkelig ikke andet end kønsdele? Hvor er det politiske og revolutionære, som queer kan? Stykket bliver aldrig interessant eller øjenåbnende eller provokerende eller friskt. Det stærkeste i forestillingen er de to optagelser af kønsskifteoperationer, som kører på skærme i 10 minutter. Der bliver man som publikum ikke ske-fodret med en holdning men får lov at kigge, undre sig og undersøge.
MEN! Det vilde er, at Ditte Bjerg som kunstnerisk kurator selv kommenterer forestillingen kritisk! Her på bloggen. DER rykker Camp X! Viser politisk vilje, lyst til at kunsten skal diskutere og mest af alt MOD! Det er en ny åbenhed, ikke en selvtilstrækkelig lukkethed, som præger det meste politiske kunst. I den handling viser Camp X sin styrke som internationalt samtidsteater. Det er for sejt!
oktober 10, 2007 at 3:24 pm
Octavia
HVIS EN KURATOR IKKE ER TEATRET, HVAD ER EN KURATOR SÅ?
oktober 10, 2007 at 6:41 pm
Andrea Vagn Jensen, skuespiller "QUEER"
Nu har jeg jo ikke set forestillingen i kraft af, at jeg medvirker i den, så det er svært at bedømme den. Men der er et lag i forestillingen, som jeg synes er noget af det mest interessante ved den, og som ikke kommenteres – hverken hos anmelderne eller andre steder. Nemlig det utroligt normale ved det såkaldt unormale, som jeg synes er et forholdsvis gennemgående træk. Selvfølgelig kunne man ha`fået en masse, måske lidt billige point ved at lave højdramatiske, tårevædede scener med queer mennesker i forfærdelige situationer, mislykkede operationer, splittede familier etc., eller provokerende udskejelser…ja, det ville jo sådan set ha`været den traditionelle måde at gøre det på. Men det har det, såvidt jeg har forstået, aldrig været hensigten med forestillingen, selvom det sikkert ville være “effektivt”…men også skabe afstand.
Mit personlige yndlingssted i forestillingen er Biorummene, hvor mere eller mindre “unormale” mennesker svarer på spørgsmål med nogle næsten helt konsekvent normale svar hele vejen rundt. Det er for mig kernen i forestillingen og sætter resten i relief. Men det er næsten som om ingen har lagt mærke til den scene/installation.
Teksterne kunne godt være bedre, for fanden ja! Men teksternes kvalitet som dramatik har vel først og fremmest noget at gøre med valget af den dokumentaristiske vinkel og den karakter materialet så har eller ikke formår at have i teatersammenhænge.
oktober 11, 2007 at 7:46 am
bbr, skuespiller "QUEER"
Altså som spiller på projektet undrer jeg mig over, at teatrets kurator har fået skuffet sine forventninger til hvad forestilllingen skulle være. Forestillingen har set ud i sin drejebog som den gør, i mere end 2 måneder. Kurator betyder at drage omsorg. Og bruges f.eks om vejledere af svagt begavede børn, som har brug for omsorg og vejledning til at komme ud i samfundet. Hvor alvorligt man vil tage sit ansvar er vel op til den enkelte, men en kurator burde vel egentlig tage ansvar for at (i det her tilfælde) en forestilling ligger i kurs med dén retning, man har udstukket for sine “svagt begavede børn”. Det vil så betyde inteferens i den kunstners arbejde, som kuratoren selv har været med til at vælge. Er det godt eller skidt? Men det er vel her modet ligger. Tør vi ændre kursen for det skib, vi har sat i søen, eller skal vi lade det støde på grund og tage afstand fra det bagefter….
I sig selv en utaknemmelig opgave Kenneth er blevet sat på. Man kan ikke blive hyret til at lave nyskabende teater. Allerede dér er man en kilometer bagud. Hvis man starter med at sige til publikum: “Nu skal i se noget I ikke har set før”, så ændrer man deres fokus fra historien til en forventning om at se noget fantastisk. Det ville svare til, at jeg fortalte min kone at om 30 sek. laver jeg en helt fantastisk tryllekunst… allerede der har jeg taget magien ud af nummeret. Publikum skal have lov til selv at opdage, at de har været en del af noget fantastisk. Derfor kan man ikke definere “nyskabende” som en arbejdsopgave – dels fordi ordet i sig selv er reflektorisk. Dels fordi det ikke er noget, man snakker om. Det er noget, man gør, fordi man har fået en ide – en vision.
Men lad os da tage en workshop på teatret. Istedet for i det her anonyme ansvarsløse rum…
kh
benjamin
oktober 11, 2007 at 11:35 am
isabella miehe-renard
Overraskende sure anmeldelser, ikke retfærdige! men DE er mødt op med tydelig forventning om noget UNIKT, SUBLIMT og “Noget-aldrig-set-før” herhjemme, så inden tæppet gik sad de klar mere meget spidse penne.
Jeg selv var begejstret. Nej, ikke ligefrem grebet eller ramt af ny åbenbaring om det moderne samf.s Køns-ønsker og relationer, men underholdt af de mange genrer på een gang, dygtige skuespillere, medrivende Bio-rum (Yes,Andrea!!),og dejlig mystificeret af de pludselige vandringer pga mit blå kryds på hånden. Nyt for mig, ihvertfald. Så få dage før Don Juan på Betty Nansen og gik skuffet derfra. Deres genre-mix lykkedes på Ingen måde,desværre. Og Yes, fedt at teatret selv TØR kommentere og tage fri stilling til produktet, den første baby!
oktober 11, 2007 at 12:28 pm
Fru Olsen
Jeg synes at Queer er et modigt initiativ, og særligt denne blog gør, at jeg får en respekt for projektet, som jeg dog desværre ikke helt havde da jeg gik fra campX.
Jeg var faktisk rystet over forestillingen, som jeg kun syntes indeholdte få virkelige queer perspektiver. Queer er jo netop at køn er så uendelig mange ting og samtidig søger at skabe et opgør med det heteronormative. For jeg syntes desværre at det frem for alt kom til at handle om et meget sexualiseret køn, et køn med pik og patter! Og jeg følte, at publikum fik skudt nogle fordomme i skoene, som jeg ikke syntes var fair. Den transuksuelle der var stripper, de underligere væsner, som fik mig til at tænke på de freakshows og betonlebben. På en eller anden måde, blev jeg efterladt med et indtryk af, at forestilling forblev en heteroseksuel repræsentation af queer, de to køn var der stadig, som en normal, og alt de andre var mestendels bare FREAKED og underlige.
Og så var der alt for meget snak, jeg blev ført igennem af lange monologer der (be)lærte mig.
Forestillingen fungerede, da jeg gik rundt på værkstederne og kiggede på kønskifteoperationerne, den madlavende transseksuelle husmoder, som desværre var på engelsk, og den spejlende shemail og den fantastiske dans på bagscenen, der kunne jeg selv undre mig og blive udfordret. Jeg blev efterladt med vigtige spørgsmål, hvad er normalt, hvad er løgn, hvad er sandt og hvad skaber et menneske?
Desværre blev den magi hele tiden brudt, af en evig vandring for enten bare at kunne se, eller komme et nyt sted hen. Jeg manglede den røde trød.
Godt forsøgt camp X.
oktober 11, 2007 at 3:39 pm
Mette Hvid Davidsen, direktør Camp X
En kunstnerisk kurator på Camp X er et visionært kunstnerisk menneske der for en afgrænset periode lader teatrets program/projekt/aktiviteter pege i en bestemt retning (se iøvrigt vores hjemmeside for uddybende info).
Kuratoren forpligter sig til at give fuld pedal på den kunstnerisk vision, drømmene for teatret og generøsiteten i netværket.
Teatret forpligter sig til at arbejde for en optimal forløsning af visionen indenfor de rammer der udgøres af tid, økonomi og projekt. Det er teatret der skal tage sig af bl.a. programlægning, casting og realisering.
Det er en svær balance, for kuratoren er ikke en del af teatrets ledelse og har derfor kun direkte magt over de forestillinger, som hun selv står i spidsen for. Forestil jer det: At lægge sin kunstnerisk drøm i hænderne på andre. Sige: her er det ypperste jeg kan komme op med, se hvad I kan gøre ved det! Det kræver generøsitet, og det kræver at der er rum for udveksling. Det rum eksisterer bl.a. her på bloggen.
Man kan jo altid diskutere, hvem der kunne lide hvad. Men vi kan også drøfte potentialet og processen, det svære, det oplagte. Løfte sløret for hvilke greb der er taget. Udveksle på hvem der har set hvad. Udfordre tanken om det ultimative værk (tak HC Gimbel) og gøre hinanden klogere på, hvad vi kan gøre med teatret.
PÅ Camp X er der plads til at udveksle!
oktober 11, 2007 at 6:08 pm
bbr, skuespiller "QUEER"
altså lidt ligesom Jørgen Leth og Lars von Trier i de fem benspænd? Det er cool nok. Jeg synes bare, at vi i debatten omkring kultur alt for ofte diskuterer, hvad vi gerne ville ha’ set. I stedet for at gå ind i den oplevelse, der reelt bliver produceret. (Det må dette her teater om nogen da have lidt under).
Jeg synes, teatret har lavet en avanceret cabaret, som tvinger folk til at lægge analyseapparatet og gå på en oplever. Jeg synes også, at den tyngde og smerte nogle savner ligger meget i tomheden, i pausen som karaktererne efterlader sig i rummet. Men altså jeg er uvederhæftig, eller hvad det hedder, som vidne, fordi jeg er med. Måske vil det være godt at holde en workshop eller en samling efter hver forestilling, hvor kurator, teater, personale gør op med drømme, forventninger, skuffelser og glæder…
oktober 11, 2007 at 6:55 pm
Mette Hvid Davidsen, direktør Camp X
Ideen med en workshop for at holde processen i live, for at blive kloge og udvikle er taget ind. Queer er ET snit ind i Queer zone: Det er den brede introduktion til queer, til én form for queerobjektiv, til mange former for queer-identiteter. Queer sætter teatret i spil. Tvinger os til at se hinanden i øjene, flytte os med historien, flytte os væk fra de høje, fra dem med dårlig energi, hen til dét, vi gerne vil se nærmere på. Queer er som en udstilling, hvor enkelte dele måske taler direkte til dig, og hvor hændelser du ikke tillagde betydning i første omgang, senere kan give mening. Og Queer er i sig selv en bevægelse! Et godt skridt i den rigtige retning…
oktober 12, 2007 at 9:47 am
Frej Elbæk, presse & kommunikationschef Mungo Park
Nedenstående skrev jeg til Information for er par dage siden, og det blev bragt igår:
Man fristes næsten til at sammenligne det med kejserens nye klæder, når københavnske teaterfolk i de seneste måneder har slynget om sig med ord som ”samtidsteater” og ”virkelighedsteater”. Mest udtalt er det på Camp X på Frederiksberg, hvor samtidsteaterbegrebet bliver brugt igen og igen. Det er bare som om, ingen rigtig ved hvad der menes og slet ikke hvad det konkret betyder for publikum, som jo i sidste ende er dem, det hele handler om. Men måske er der lys for enden af tunnelen. Camp X har nemlig, måske uden selv at vide det, lavet et tiltag der med tiden kan gå hen og blive rigtig interessant. Og nej, det drejer sig hverken om dyre scenografier eller imponerende marketingmateriale. Det drejer sig om en for teaterverdenen ny måde at forholde sig kritisk til egne forestillinger. På Camp X´s blog kan man nemlig læse, hvordan Ditte Marie Bjerg, der er kunstnerisk ansvarlig på Camp X, kritiserer én af de forestillinger, hun selv har været med til at søsætte. Og det er faktisk rigtig interessant i en teaterverden, der til tider kan have svært ved at se ud over sit eget ego, hvis en forestilling får dårlige anmeldelser. For selvfølgelig sætter teatrene den ikke i skabet hver gang, og selvfølgelig følger succeserne ikke i hælene på hinanden, der sker jo heller ikke i filmens eller litteraturens univers – sådan er det bare. På Mungo Park piller vi en forestilling af plakaten, hvis vi kan se den ikke fungerer i mødet med publikum, det samme kan man desværre ikke gøre på andre teatre, fordi de ikke fungerer som repertoireteatre. Men hvis Camp X´s måde at forvalte samtidsteaterbegrebet på blandt andet er, at turde forholde sig kritisk overfor egne forestillinger, der skal spille i lang tid, ja så løfter jeg sgu lidt på hatten. Pludselig begynder der at tegne sig et billede af hvad ”samtidsteater” kan være anno 2007. Gad vide om man på Det Kongelige Teater tør gøre det samme?
….
Efterfølgende læser jeg videre på denne blog, og ser i senere indlæg, at Ditte Marie Bjerg tilsyneladende ikke har brugt sin kurator rolle, til konstruktivt at skubbe forestillingen i en retning, der svarer til hendes forventninger. Og at kritikken derfor ikke er rettet imod hendes eget projekt, men imod Kenneth og skuespillernes projekt.
Derfor virker kritikken af forestilling pludselig utrolig hul, og har nærmest karakter af et ønske om at få sin ryg fri. Kan det virkelig være rigtig?
Samtidig læser jeg mellem linjerne, at Camp X eller i hvert fald Queer, nærmere skal ses og opleves som en Hotel Proforma forestilling? Er det tilfældet er det i hvert fald ikke lykkes at få det udover rampen til mig som publikum – vel og mærke inden jeg kommer og ser stykket.
Til sidst kan jeg ikke understrege nok, hvor vigtig Camp X er for det samlede teaterlandskab og hvor stort et ansvar der hviler på skuldrerne af såvel den administrative og kunsteriske ledelse. Og jeg krydser til stadighed fingre for at Camp X bliver en uovertruffen succes med langt over 75.000+ publikummer og med forestillinger der åbner øjne, øre og hjerte for hvad teatret kan. For det både skal og bør man forvente!
oktober 12, 2007 at 9:52 am
selma
Jeg er stadig meget spændt på, hvad camp x kan gå hen og blive, men jeg var skuffet efter Queer. Jeg synes, (teater)oplevelser handler meget om intensitet, og den intensitet har meget at gøre med timing – og timingen fungerede ikke så godt i forestillingen, så intensiteten sev hele tiden ud …
Jeg var så betaget af både Mark Linns og Ulla Henningsens to ’store’ solonumre (især Linn i sommerfuglen) – dét var intenst, gåsehud og tårer i øjnene. Og så skinnede det altså igennem i forestillingen, at der simpelthen var blevet læst for meget konstruktionsteori – ikke, at det ikke måtte blive læst, men der blev formidlet for meget med ord og for lidt med kroppen, temaet til trods. Jeg gider ikke høre foredrag om heteronormen, jeg vil hellere mærke tårerne løbe ned ad kinderne ved en følelsesmæssig erkendelse af mangfoldighed!
Men – god vind videre
Selma, publikum
oktober 12, 2007 at 12:34 pm
Lotte Munk Fure
Jeg havde en rutschebanetur af en teateroplevelse ! Synes det startede tamt med skærmene, meget forsigtigt- selve funktions-niveauet af de enkelte indslag var forskelligt, f.ex de omtalte bio-rum, som Andrea taler om. Var det de interview, som blev vist på skærmene i selve teatersalen ??, så kunne jeg slet ikke høre lyden, og jeg var helt sikkert ikke den eneste.
Men i sin helhed, som en forvandlingsvariete, blev jeg “nysgerrigt pirret” .
Blev lidt famlende udfordret på spørgsmålet om, hvordan andre mon opfatter mig..havde lidt fornemmelsen af at være til en kæmpe “glo-på-hinanden-reception”, men den sidste farlighed manglede. Var f.ex. den sidste “normale”ved håndsoprækningen, men fik helt klart en fornemmelse af, at personen, som tilsidst var “det mest normale menneske” var aftalt spil. Synd, at I ikke turde gå hele vejen. Jeg savnede også mere indhold og drama. Måske pga de mange skiftende scener, som ikke hang sammen. Men mere var smagsprøver. Fik mange high-lights med, bl.a Ulla Henningsens sang og transformationssommerfugledansen.Og god intention om fælles fri dans tilsidst. Alt i alt en varieté, som har sat mange spørgsmål og energi igang! Mer af det ! Endnu mer !
Stort skulderklap, Lotte MF.
oktober 12, 2007 at 1:48 pm
Tak er kun et fattigt ord.. « Xlog - Camp Xs Weblog
[...] by Den kloge kurator Tags: fra ord til handling, kunstnerisk indflydelse/magt, kurator eller ej Medsig og modsig efterlyste jeg og det har jeg sgu fået – TAK!!! Specielt til Benjamin og Andrea, der står på scenen hver aften [...]
oktober 12, 2007 at 2:30 pm
uri
Undskyld mig Frej. Men er grunden til, at du finder det spændende at undsige eget teater ikke, at du arbejder under Martin Lyngbo?? (red.: på Teater Mungo Park).
Hilsen én der faktisk har set Queer…
oktober 12, 2007 at 3:13 pm
Andrea Vagn Jensen, skuespiller "QUEER"
Jeg er helt overbevist om, at Kenneth Kreutzmann med venstre hånd ville ha’ kunnet levere flere følelsesladede musiknumre med tilhørende kræs for øjet. Han kunne da sagtens ha’ valgt det ferme og effektive, den emotionelle manipulation af publikum i forskellige udgaver…det man forventer og rød tråd i traditionel forstand og det hele…., hvis ikke han havde haft et enormt mod og en vilje til at prøve at sprænge det velkendte koncept, flosse kanterne, arbejde med en løsere hånd og en lethed, om man så må sige.
Det er en kærlig forestilling, men ikke en pleaser. Det er ikke en fremvisning af “se hvor dygtig jeg er”(så var jeg nok ikke blevet sat til at synge, helt ærligt, hvor tydeligt skal det være?:)). Emnet QUEER er en nærmest umulig opgave at lave en forestilling over. Det er for stort, der er alt for mange meninger om det, man vil få tæsk, uanset hvad man gør. Disse ord for at fremhæve Kenneths enorme og vanskelige stykke arbejde. Han har min dybeste respekt. Som sagt kan jeg ikke bedømme forestillingen som helhed, men jeg kender det store kunstneriske mod, der ligger bag.
Mht. til KURATORkritik af forestillingen, så er det klart, at den kritik ville ha’ været mere interessant, hvis forestillingen var blevet skamrost af anmelderne. Det ville da være cool. Som det er nu kan det selvfølgelig godt ligne, at man vil holde sin egen ryg fri (jeg går ud fra, at det ikke er intentionen), men iøvrigt er det virkeligt fint med en åben og selvkritisk debat. Det har der længe været brug for indenfor teatret i DK…
oktober 13, 2007 at 10:48 am
Frej Elbæk via en mobil
@uri: Jeg er ikke helt med på hvad du mener? …. Jeg synes, at det er ret tydeligt, at jeg kommenterer på først og fremmest det fremragende initiativ med denne blog. Dernæst på, at der kommer ting frem i denne blog, som lugter af en manglende forventningsafklaring i forhold til kuratorens rolle – over for såvel offentligheden som skuespillere.
Hvis jeg var kurator for maden i et køkken, ville jeg da gøre alt for at hjælpe de kokke der skal forberede den middag jeg har udstukket retningslinjerne for. Og ikke bagefter stå med foldede hænder og sige, at kokkenes arbejde ikke levede op til mine forventninger. For nu at sætte nogle andre ord på… I øvrigt er jeg helt enig med Ditte i, at vi først om et års tid kan sige om eksperimentet er lykkes. Denne lille uskyldige debat kan jo så blot bruges som en lille stikprøve undervejs i forløbet.
oktober 13, 2007 at 10:24 pm
Rasmus Elvers
Jeg forstår ikke den hårde kritik af forestillingen. Det er efter min mening en styrke, at den er en varm og poppet og i et legende udtryk spørger mere end den undersøger. Queer er som sagt et vidt begreb, og en underlig, udeffinerbar kasse, som netop ikke er skabt til at forklare, men pirre og fortælle. Jeg synes forestillingen emmer af fortællelyst og spørgsmål, som måske ikke går under huden, men så i hvert fald aer og kradser en lille smule.
Kenneths styrke som instruktør og engageret fortæller er, at han mestrer en vedkommende og næsten diskoteksagtige formidlingsform, som mest af alt minder mig om en forlystelse i et tivoli, som det burde være.
Jeg synes, det er dejligt at gå og opleve. Noget rammer mere end andet. Noget er sjovt. Noget er lidt overflødigt. Men sådan er det. Og sådan skal det måske også være. Jeg ved godt, at det næsten er blevet en tendens, at lege med ophævelsen af det gængse teaterrum, men så er det tit prætentiøse og unødigt provokerende forestillinger. Kenneth kan sin popkultur og queer udspringer af denne kultur, og det er efter min mening op til den enkelte at definere “queer”.
Queer giver en lyst til at reflektere over begreberne. Og nej. Det er meget mere end en bøssebar. Hvis bare københavns homomiljø var så levede som “queer”.
oktober 16, 2007 at 6:23 am
Hans Henrik C.
Du skriver, at du ikke har haft nogen indflydelse på stykkets udformning. Det fatter jeg ikke. Du må da ha`læst teksterne – som kurator. Eller fulgt processen i prøvelokalet – som kurator. Ellers kan jeg ikke se hvad man skal med en kurator. Din analyse af forestillingen er sådan set rigtig nok, men dit første indlæg ligner ansvarsfralæggelse og det må være ret ubehageligt for de (meget fremragende) skuespillere, der skal stå på brædderne hver aften. Og der er altså forskel på som skuespiller at få en dårlig anmeldelse af Per Theil eksempelvis og så gå på scenen hver aften med en højtstående intern medarbejders vurdering af at dette ikke er godt nok i bevidstheden. Det skaber nok ikke ligefrem arbejdsglæde. Indrøm dog, at du ikke har passet dit arbejde som kurator, gi´skuespillerne en mulighed for at evaluere processen. Sådan som du har tacklet det nu er det fan´me en ommer.
oktober 19, 2007 at 12:14 pm
Mette Hvid Davidsen
Kære Hans,
Tak fordi du deler dine forventninger til kuratorens rolle med os og på den baggrund vurderer kuratorens forventede indsats. Nu er det bare sådan, at teatret har lagt nogle rammer ned over kuratorens rolle som har begrænset hendes mulighed for at gå tæt ind i den kunstneriske proces. Så hun har passet sit arbejde så godt som hun har fået mulighed for!
Det her er en evaluering af teatrets evne til at skabe sammenhæng mellem det konkrete kunstneriske forløb og den overordnede kunstneriske vision. OG om vi kan gå mere radikalt til værks. Det kan vi helt sikkert godt.
Det undrer mig til gengæld, at du fokuserer så intenst på, at en åben dialog om et kunstnerisk projekt skulle være synd for specielt skuespillerne. For det første bliver de rost til skyerne – også af kuratoren. For det andet er det min helt klare overbevisning, at vi også på en sådan blog her skal kunne diskutere både kunstnerisk proces og resultat med interne og eksterne parter. Det er klart, at det kan gøres mere eller mindre elegant eller følsomt. Det er vi i gang med at erfare, men det bør kunne lade sig gøre – i hvertfald på Camp X.
oktober 24, 2007 at 7:26 am
…at turde spørge åbent til sig selv som teater og forestilling… « Xlog - Camp Xs Weblog
[...] Monday, October 22nd, 2007 in “QUEER”, Queer zone, Udvikling af et internationalt samtidsteater, Xlog – hvad er det? by Redaktøren Tags: anmelder, Åbenhed, Ditte Maria Bjerg, kuratorrolle, Per Theil, Politiken, xlog Teateranmelder Per Theil, Politiken, reflekterer mandag den 22. oktober i Politiken over de åbne diskussioner på XLOG i forbindelse med indlægget “Kuratortømmermænd efter ’Queer-première“: [...]
oktober 26, 2007 at 10:19 am
Christine
3. gang jeg går ind for at se forestillingen, er det med lige så stor forventning som de forrige 2 gange. -Og jeg bliver ikke skuffet.
Queer er en forestilling med så mange problemstillinger, mærkelige sammenhænge (-og ting der slet ikke hænger sammen!), momenter og detaljer, at jeg selv 3.gang bliver overrasket, forarget, flov, glad og går fra teatret med en masse tanker svirrende rundt i hovedet.
Kommentaren om, at man ikke bliver rørt af forestillingen, stiller jeg mig derfor fuldstændig uforstående overfor! -Hvis ikke det, at man går ud fra en forestilling med følelsen af at være blevet udfordret i sine holdninger og på sine grænser, samtidig med at man stadig har et stort smil på læben, og ikke føler sig “belært” af bedrevidende, -så ved jeg ikke hvordan godt teater ellers skulle røre sit publikum.
Queer er mærkeligt og anderledes, men som Andrea skrev, er det også en skildring af det “normale” ved det “unormale”. -Og det er vel først og fremmest det, som kan være en øjenåbner for os såkaldte “normale” hetronormative mennersker.
Nej, jeg synes megen af kritiken er ufortjent! Men jeg synes også, at det er en forestilling som godt kan ses 2 eller flere gange, før man forstår alle sammenhængene, specielt i den “overorndnede” historie. -Men dette er bestemt ikke en forudsætning for at få en spændende, anderledes, rørende og tankevækkende oplevelse ud af at se Queer!
oktober 26, 2007 at 12:37 pm
Hans Henrik Clemensen
Ja jeg skulle måske nok have skrevet, at jeg selv er skuespiller og derfor føler særligt for dem. Men jeg føler faktisk osse for Kenneth K., som jeg synes I har svigtet. Han har forståeligt nok valgt ikke at kommentere nogetsomhelst. Det taler måske for sig selv. Og i den forbindelse vil jeg da gerne spørge om, de medvirkende kunstnere på forhånd har vidst, at det her internkritikblogshow skulle finde sted inden de gik igang med prøverne og om det er noget, der kan forventes i fremtiden, når der siges ja til at spille hos jer. Min pointe er, at I ikke har tænkt konsekvenserne af denne “åbenhed” ordentligt igennem inden i gik igang. Vil det ikke blive svært for jer i fremtiden at hyre de skuespillere og instruktører, I gerne vil have, altså i den “vægtklasse” I har nu, hvis de på forhånd ved, at de måske skal trækkes igennem en intern offentlig blogafklapsning efter premieren. Jeg synes det virker – ja undskyld udtrykket – barnagtigt.
Alt dette kun fordi, jeg holder meget af stedet, håber det bliver en succes og ikke ønsker, at I går ned med projektet.
Venlig hilsen