You are currently browsing the monthly archive for oktober 2007.
Det største våben, vi har i kunsten, er ærlighed. Jeg vil gerne lægge ud med at sige tak for Queer og tak til hele holdet bag. Og så straks derefter gå videre til sagens kerne. Når en forestilling bliver kritiseret, som “QUEER” blev af Ditte Maria Bjerg, er det ikke en kniv i ryggen på instruktøren, hele holdet bag eller bare dumt. Det er derimod en ærlighed, der skal sikre Camp X ´s troværdighed. Internt og eksternt. For forestillingen har sgu for meget overflade og for lidt substans. Dermed er det jo ikke sagt, at den ikke er seværdig, for det er den sgu og langt mere end så mange andre forestillinger, jeg har været så uheldig at være tilskuer til i årets løb. Det er jo ikke en kritik af et helt livsværk, eller et langt virke som kunstner, men en kritik præcist isoleret til denne forestilling og dens præmis og bør ikke kunne ryste nogen i deres grundvold. Hvorfor så offentligt? Fordi det forpligter langt mere. Det gør os langt mere ansvarlige og fjerner snakken i krogene. At det er offentligt gør netop, at man må være mere velovervejet i sit udsagn.
Skuespillere er IKKE små porøse glasbobler
Det virker heller ikke som om `spillerne´ har et problem med Ditte Maria Bjergs udtalelse. Hvorfor så alligevel dette “drama”. Vi er ikke små porøse glasbobler, der går i stykker ved den mindste stemme, der betvivler vores udtryk. Fuck det. Hvis der er noget denne XLOG har vist, så er det, at vi netop har brug for ærlighed. Vi har brug for at råbe højere, kræve retten til at være uenige og der igennem at finde et nyt stærkere fælles beat. En ærlighed der skubber os fremad og fjerner dét, der ikke bidrager optimalt. Vi skal dumme os, have nye øjne på, der påpeger, hvis tingene ikke udvikler sig ideelt, eller når budet er direkte dårligt. Vi skal også ændre ting 2 minutter efter lukketid, fordi helheden ikke blev skarp nok. Det kan vi kun, hvis vi er hudløst ærlige, tilsidesætter os selv for historiens bedste, og så endeligt kalder en spade for en spade.
Handskerne af i Camp X regi
Så ja, nu er handskerne taget af i Camp X regi og heldigvis for det. Vi skal ikke pakke os ind i pænhed. Det er der simpelthen ikke tid til, hvis vi skal nå derhen, hvor det rykker. Jeg har i lang tid savnet Jens Jørgen Thorsen, spejdet efter nogen, der ville male med pikken -og derved fremprovokere en ny dialog. Ditte, du har netop dyppet din i malerspanden. TAK og HURRA for fanden! I samme åndedrag vil jeg gerne fjerne ordet angst fra skuespillerfagets ordbog. Sådan er det bare!
Og sidst men ikke mindst vil jeg gerne sende en stor buket ELSK til Farnaz og hele den medbragte svenske Mafia. Vi savner jer på “NORMAL”, nu da hverdagen er vendt tilbage.
3 uger er gået siden jeg lagde hovedet på blokken og var ærlig – både omkring forestillingen Queer og omkring min rolle som kurator. Har næsten fået hugget hovedet af af nogle “det er det dummeste nogen nogensinde har gjort i dansk teater” og fået buketter af roser fra andre “endelig, endelig kan vi lufte vore tvivl, vore processer, vores fejlbarlighed”.
Når jeg læser bloggen nu, er jeg stolt over, at det er lykkedes at få en egentlig forestillingsdebat i gang – som i hvert fald jeg har lært meget af. Og jeg kan se, at det ikke var ligefrem strategisk at lufte mine overvejelser om hvilken rolle kurator skal have, for who cares? Der skal bare komme noget skidegodt teater ud af det, og det kunne forstås som ansvarsfralæggelse.
Bottomline (som det hedder i girafsproget):
Jeg tror fuldt og fast på, at vores tumleri omkring nye kunstneriske ledelsesformer er vigtig og brugbar – også for andre teatre. Og vi er på Camp X blevet klogere på den pipeline, der skal etableres mellem kurator og de enkelte forestillinger. Blev meget inspireret af symposiet på Rialto i går med Richard Foreman – og det efterfølgende manifest om et open-source teater (tak til Gritt Uldall-Jessen og Henrik Vestergaard).
Og ligesom dette manifest taler om nødvendigheden af materialedeling og videndeling, så tror jeg altså på nødvendigheden af kritikdeling….
Roger over from me!
“Hvori ligger det frie, demokratiske valg, når jeg kun præsenteres for valget mellem skattestop og skattestop?”
skrev jeg for et halvt år siden i min dagsorden, og det viser sig at være nærmest profetisk – for allerede efter 3 dages valgkamp er jeg forstoppet, forbitret og forlegen over hvorfor replikkerne er fastlagt på forhånd, temaerne er fastlagt på forhånd, for skulle dette ikke være højdepunktet, festen for demokratiet?
Spørger mig selv og vi spørger jer:
Hvordan får vi valget til at handle om noget andet? Hvad synes du valget skal handle om?
Hvad vil du gerne komme til for et valgmøde på Camp X?
Vil du være med til at etablere et nyt ministerium – Ministeriet for et kønnere Danmark?
Det er den sidste uge inden première på NORMAL. Vi har prøvepublikum hver aften og det bli’r lidt bedre for hver gang. Stress, selvfølgelig, men det er også lige præcis stress, man behøver den sidste uge. For at udfordre sig selv, ta’ et skridt mere og ikke bare være tilfreds. At fordybe sig… Det er den sidste uge, at de bedste ændringer og strygninger laves. Ikke fordi at man ta’r noget væk som ikke fungerer, men mere fordi at man ser klart, hvordan forestillningen skal bli’, hvilken type den er, hvilket temperament den har, hvilken linie den følger. Tydeliggøre, fordybe sig, forfine. Det er mine sidste uges-ord.
Møder med Pressen
Jeg er blevet interviewet af Berlingske, Politiken, Urban og DR2. Og igår var iByens TV-redaktion her (red.: på Camp X Rialto) og filmede en scene. Det er altid svært med presse og medie… Det er et fantastisk godt middel at nå ud med forestillningen, at gøre vores potentielle publikum opmærksom på, at der findes en forestilling, som de får lyst til at komme og se. Men jeg synes, det er så svært at snakke om sig selv, og det er tit dét, journalisterne vil. Jeg tænker altid, at der er vel ingen, der er interesseret i MIG. De er interesseret i forestillingen og så prøver jeg altid kun at snakke om den. Men sådan bli’r det ikke, for journalisterne stiller altid personlige spørgsmål. Jeg svarer og så er vi tilbage ved mit liv…
Instruktørens farvel
I dag havde vi vores sidste produktionsmøde og i går efter prøverne sagde Mads plutsligt: “Men Farnaz, du skal forlade os!” Det er så mærkeligt med teater. Man arbejder hårdt, sammen og fælles og så efter premièren forsvinder instruktøren. Herefter skal skuespillerne og teknikerne køre videre. Egentlig er det jo efter premièren, det interessant sker: Nemlig mødet med publikum. Det er dette møde, der definerer og skaber forestillingen. Uden publikum, ingen teater. Men så er jeg der ikke til at se, hvordan værket interagerer med sit publikum. Det er jo selvfølgelig dét, vi har vores testpublikum til, men alligevel… Jeg kan se med lidt misundelse på instruktøren Ariane Mnouchkine og hendes Theatre de Soleil. Hun er med på hver eneste forestilling. Det er hende, som lukker publikum ind. Og netop dét at hun er med hver aften gør, at forestillningen også kan udvikles og forandres under spilleperioden. Det ville være fantastisk at arbejde sådan på et tidspunkt. På den anden side er det også ret skønt at slippe taget om forestillingen. Det er jo også vigtigt, at spillerne føler, at det er deres forestilling. For det er dem, der skal spille forestillingen hver aften. Det er dem, der skal forsvare den og sine karakterer – og hvis de ikke tror på, hvad de gør så bli’r det ikke godt! Det er i hvert fald min erfaring.
Det københavnske teaterliv
Så – på måndag er jeg tilbage i Stockholm, min hjemby som jeg både hader og elsker på samme tid. Det har været dejligt med disse måneder i “exil”, at få perspektiv på livet derhjemme, at komme til at savne det der, som man hader, når man er i byen. Og så har jeg jo forelsket mig i København – jeg håber virkelighed, jeg får mulighed for at komme tilbage til København! Det eneste jeg har problemer med her (og det er jo en rimelig stor ting, eftersom det er mit arbete), det er de københavnske teatre. Hvorfor al denne ironi, distance og billig humor? Visst har jeg set fine ting på teatrene, men det er jo lidt sigende, at det bedste jeg set i København blev instrueret af en svensk (SANDHOLM på Mungo Park, instruktion Moqi Simon Trolin) men jeg synes tit, at det er så unødigt ironiskt, og den distance gør, at jeg ikke tror på karaktererne, og det føles somom stykket undskylder for sig selv. Somom man ikke tør MENE noget for ALVOR!? Derfor blev jeg glad for Ulla Henningsens sang i QUEER, hvor Andrea Vagn Jensens karakter tog kampen videre – det var for alvor og det kunne mærkes.
Så, nu er det tid til prøve!
Farnaz Arbabi, instruktør
Teateranmelder Per Theil, Politiken, reflekterer mandag den 22. oktober i Politiken over de åbne diskussioner på XLOG i forbindelse med indlægget “Kuratortømmermænd efter ’Queer-première“:
Til gengæld har ’Queer’ skabt en debat, som i sin form og sit indhold ikke er set før inden for dansk teater. Efter premieren gik Camp X ’s kurator, Ditte Maria Bjerg, ud på teatrets hjemmeside ( www.campx.dk) og skrev, at ’Queer’ ikke blev: »den gribende/rystende forvandlingsvarieté om familien Danmark, som undertitlen lover, og som jeg havde drømt om. For meget overflade, for lidt substans«.
Modigt sagt, men også dumt gjort? Falder Ditte Maria Bjerg dermed ikke sin instruktør, Kenneth Kreutzmann, i ryggen? Det er der nogle, der mener. En kunstnerisk kurator er ganske vist ikke selve teaterdirektøren , men en person, der er ansat for en afgrænset periode med henblik på at være en visionær inspirator, men alligevel: Hvordan kan en kurator offentligt undsige teatrets egne forestillinger?
Udmeldingen har affødt indlæg efter indlæg på Camp X ’s weblog, hvor både teaterdirektøren , professionelle kunstnere og teatrets publikummer har deltaget og stadig deltager: modsigelser og medsigelser! Debatten har været tolket som udtryk for intern uro, for ikke at sige åben splid på Camp X . Man kan også vælge at se debatten som noget af det bedste og mest levende, der er sket længe.
I stedet for at stikke hovedet i teaterbusken, eller fare i blækhuset, har Camp X åbnet for godteposen under devisen: Åbenhed er farligt, men dog befordrende for, dels hvad vi vil med teatret, dels hvordan vi fremover kan tale om teatret. Som anmelder skal jeg selv være den første til at medgive, at den hurtige kritik ikke altid er så god til at overskride sin egen vante retorik: duer, duer ikke. Ligesom teatrets reaktioner ikke er meget bedre, når det kommer til at svare igen på anmeldelsen: duer slet ikke!
Skænderier kan være ret pragtfuldt. Åben selvkritik, men uden at der går bibelsk rundkreds i den, kan vise sig at være endnu bedre; som en mulig vej til en mere kunstnerisk befordrende dialog: at turde spørge åbent til sig selv som teater og forestilling. Og hvad angår anmelderen: at turde tvivle om sine egne udsagn.
Forestillingen “NORMAL” er et udsnit af unges liv. Den handler om dét at være ensom og at ville søge fællesskab med andre. Den handler om dét, som alle unge tænker på…nemlig kærligheden. Dét at være produkt af ens samtid, ens forældre, klassekammeraterne…hvordan finder man sin egen identitet?
”Måske er det sådan, at når man vokser op, så dør ens hjerte…”
Tilde Maja, “Normal”
MADS
TILDE MAJA
PATRICIA
ALEXANDRE
TILDE MAJA OG ALEXANDRE
Mark Linn (Skuespiller X) og Jan (Publikum X) svarer på spørgsmålet “Hvordan ville du ha’ det, hvis din mor fik en kønsskifteoperation?” i denne video om “Queer”. Hvad med dig? Hvad ville du ha’ det? Og hvad hvis det var din far?
Queer-video er lavet af Verdens Mindste Tv
Dancing in Public – Mobile Clubbing at Tate Modern – Turbine Hall
Masser af folk, der danser på et offentligt sted…sjovt, tilsyneladende spontant og på grund af de sms-beskeder, der som løbeild spredte nyheden om hvilket sted, man skulle møde op og danse…
Camp X er en undersøgelse af, hvad teatret kan i nye scenerum, i det offentlige rum samt i mødet og samspillet med et publikum, der i stigende grad ændrer karakter til brugere og aktive medskabere. Derfor er Mobile Clubbing interessant. Det er et koncept, hvor man tilmelder sig en hjemmeside og så modtager sms’er om hvilket hemmeligt sted, man skal møde op og danse…i tråd med Camp Xs kuratordagsorden kunne man måske lave et lignende koncept i DK og så bare tilføje sang…
Wonderlandonline.dk blogger om det her
Berlingske Tidende har i dag en artikel om Camp X’s web blog, og den debat, der kører her for tiden. Under overskriften ”Camp X kritiseres indefra” prøver artiklen at piske en stemning op om intern uro og splid på Camp X ud fra at vores kurator har beskrevet sin relation til forestillingen Queer, og hvordan hendes egne forventninger blev mødt.
Det er selvfølgelig ikke rigtigt. Dittes indlæg har pt. affødt 19 gode kommentarer, der forholder sig både til forestillingen og til hvordan man som publikum spiller med, med sine egne forventninger. Overvejelser om hvordan man kan vurdere og tale om en forestilling. Den tilbagemelding havde vi aldrig fået, hvis ikke nogen havde investeret sine holdninger. Hvis vi skal udvikle teatret bliver vi nød til at skabe et sprog, så vi kan tale om forestillingerne på en måde, som rækker ud over præmissen: dur/duer ikke, som rækker ud over om vi fik tilfredsstillet vores begær efter at blive optimalt mødt på vores forventninger eller ej. Det kræver selvfølgelig at vi selv åbner for posen og deler ud af vores tanker og overvejelser. Noget lander mere elegant end andet, men det er vejen frem. Den er ikke altid rar eller specielt kommunikativ korrekt i forhold til gældende praksis. Men den gældende praksis tror vi så heller ikke så meget på i længden
Den første uge på bloggen og de noget voldsomme reaktioner specielt udenfor bloggen (som f.eks. Sara-Ibens artikel i Berlingeren), viser at åbenhed åbenbart ikke er noget vi er vant til i teatret. En kurator er teatret selvfølgelig heller ikke vant til, da vores er den første af slagsen. Kan en kurator give intern kritik i den fulde offentlighed en blog er? Mit svar er selvfølgelig JA. Er det en offentlig standret? NEJ selvfølgelig er det ikke det. Tilbagemelding er en super vigtig opgave hos kuratoren. For der hvor en kunstnerisk leder har (og ved vi alle ofte bruger) muligheden for at styre en anden kunstners projekt i den ønskede havn, kan kuratoren som nævnt så mange gange før, bl.a. vifte med den lysende kunstneriske fakkel og vise vejen frem. Men kuratoren kan og skal ikke intervenere det kunstneriske projekt. Derfor er kuratoren i sin fulde ret til at sige: Der nåede I sgu ikke så langt, som jeg havde forventet! Og så kan vi tale om det…
Derfor er det næste skridt at bruge X-bloggen til at komme videre i afsøgningen af, hvordan vi kan komme ud over dur/duer ikke retorikken. Hvordan får vi den brugbare udveksling på banen, så vi bliver klogere på teatrets udvikling? Klogere på hvordan vi taler om vores eget arbejde, om publikums oplevelse, og måske også om, hvorfor det er så farligt at åbne posen….
Medsig og modsig efterlyste jeg og det har jeg sgu fået – TAK!!!
Specielt til Benjamin og Andrea, der står på scenen hver aften – og alligevel er generøse nok til ikke bare at give den hovne kurator fingeren, og HURRA for dit forslag Benjamin om en efterfølgende Queer session, der tager ideen om evaluering alvorligt – glæder mig.
Og så kuratorrollen, Oktavia og Frej: Hvorfor har det været så vanskeligt for de større teatre at fastholde sig selv som kunstneriske institutioner fremfor forestillingsfabrikker? Hvorfor halter det danske institutionsteater bagefter i forhold til det internationale teater? Og hvorfor er det ikke lykkedes for de større teatre at være i omdrejningshøjde med samtidskunsten? Og allermest centralt, hvorfor er det med EN ENKELT UNDTAGELSE, Betty, ikke lykkedes disse teatre at spille en rolle, socialt og politisk – dvs. være en naturlig agent/samtalepartner i den virkelighed, vi befinder os i ?
Hvis teaterlederne ikke bare har været nogle idioter, ligger problemet måske i selve ledelsesrollen. Vi har set den ene efter den anden af kunstneriske ledere, der i arbejdet med det administrative, økonomiske og produktionsmæssige har glemt det kunstneriske, glemt det internationale, glemt virkeligheden.
Teaterdirektøren med kurator er et forsøg på at afprøve en anden model. Det springende punkt, som Camp X står lige midt i, er så, hvor langt der skal være fra de fine ord og dagsordener, som en kurator udkommer med – til det enkelte produkt teatret udkommer med. Vi er ca. 1/3 inde i vores første 100 dage, og normalt vurderer man jo ikke nye regeringer før efter 100 dage! MEN fordi jeg som kurator er mig meget bevidst om mit ansvar og lissom Frej VIL ha’ at Camp X blir’ en succes, har jeg valgt allerede nu at melde min vurdering ud:
I forhold til vores 3 første kunstneriske produkter, teater2go, Xstallationen af RACA på Rialto og BRYD workshop har kuratormodellen vist sig at fungere optimalt: Jeg har udstukket retningslinierne og peget på samarbejdspartnere og derfra har dramaafdelingen haft ansvaret.
Alle 3 initiativer er blevet overraskende og MEGET forskellige succeser, BRYD er intet mindre end en nyskabelse (du har ret Benjamin i at man ikke kan “bestille” en nyskabelse).
Men i forhold til forestillingerne mener jeg, vi har taget fejl og må revurdere, for jeg mener ikke denne afstand fungerer der: Jeg mener, at kuratorens kompetencer skal udnyttes i forhold til alle egenproducerede forestillinger – ja det er her modellen skal vise sin eksistensberettigelse: For det må være i samspillet med de kunstnere, kuratoren har været med til at pege på, at disse kunstnere også selv får tilført noget. Hvis kuratoren ikke kan tilføre forestillingen noget, kunne forestillingen have spillet hvorsomhelst.
P.S. Frej, så vidt jeg ved har Camp X ikke brugt ordet virkelighedsteater, og at mange er blevet inspireret af, at vi som de første valgte at kalde Camp X for et internationalt samtidsteater, er vi smigrede over. Og hvad et samtidsteater så er, og hvilken europæisk teaterfamilie vi dermed melder os ind i, den må vi tage i næste runde – har du læst vores bud på Camp X hjemmesiden?
